Hvor gider man dog ikke den pseudo-debat om Jørgen Leth og hans unge kærester, og hvor gider man da slet, slet ikke mene noget om den, i den, debatten, og faktisk gider jeg ikke engang se udstillingen på Gl. Strand, selvom jeg faktisk har lyst til det, men jeg ved, at debatten vil svirre mig lige i hovedet, og det gider jeg ikke, hvad jeg både gider og har lyst til, er at læse i og fremhæve den nye, opdaterede udgave af de Samlede digte, der bl.a. indeholder to modernistisk desperate eller måske rettere desperat modernistiske - som i: jeg vil ud af denne her modernisme nu, selvom den egentlig meget præcist udtrykker min aktuelle, eksistentielle desperation, men måske kommer jeg også ud af den eksistentielle desperation, i hvert fald i poesien, hvis jeg kommer ud af modernismen!? - fra tidsskriftet Alternativ nr. 2, 1963, som jeg ikke mener at have læst før:
En rejse gennem glas
Det er en glasvæg.
Bag den negativerne på tørrestativ.
En afskærmet rød pære og vi fisker
stinkfri lig op af et fikserbad.
Det er en frostklar dag.
Under snoreloftet hænger olierne
tungt men frit i rummet.
Det blusser blå hvidt bag glasset
og olierne gløder drypper på gulvet.
Glasvæggen ryster let.
Der holdes en tale.
Det er et pestlærred.
Det myldrer med myrer på vandring.
Frostsolen er som røntgenstråling.
Et pestlærred. Nu husker jeg Oran ...
Olierne vandrer. Der hugges søm i.
Blod. Fra wirehimlen
løsnes wagnertætte celloblokke
såre patetisk som sen aftens sne
over blod på gaden.
Fødder. Et par fødder stikker ud
af en bastmåtte et sted.
Fugle. Fugle i snore på himlen
man ikke tør se på.
Udråbstegn på et lærred.
Sort cykellak på liget af et menneske.
Husker? Knitrende hvide Oran?
Knitrende hvide?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar