Letfodet pragtprosa x 2 om Hald Sø

Rasmus Nikolajsen fortalte mig fredag til Nanna Gouls romanreception på toppen af Joakim von Ands pengetank, at han lige om lidt UDSENDER EN NY BOG, EN TREDOBBELT PROSATING BETITLET DEN ULYKKELIGE BOGHANDLER, på Tiderne Skifter, hans 2. forlag efter Borgen, og sikke en god overraskelse, som ingen havde advaret mig om; jeg troede ikke, sæsonen indeholdt mere glædeligt (bortset fra den nye Laugesen, Yak & Yeti, der burde være ankommet her sidst i april, ham kan Borgen godt finde ud af at udgive, bortset fra at det kan de så ikke), og i går fik jeg fingrene i et ægte (som i at jeg også skal anmelde bogen) anmeldereksemplar, og i dag læste jeg mig gennem bogen gladere og gladere og gladere og er lige nu - sikke boblende digressiv prosa - parat til at udnævne ham til den Laurence Sterneste, danske forfatter, hvis det ikke lige var fordi, at Christina Hesselholdt gør ham rangen striden, og med posten kom i dag, jeg var vist advaret, men havde fortrængt det, ET NYT BIND CAMILLA-FORTÆLLINGER BETITLET SELSKABET GØR OP, som jeg har har læst mig sølle 20 sider ind i og ikke ved, om jeg skal anmelde, men, åh, det håber jeg, for sikke bølgende digressiv prosa - og ved et tilfælde, der ser forhexet ud, skriver både Rasmus og Christina om Hald Sø:

Nikolajsens sø (han er i skriverefugium på Hald Hovedgaard i sin bogs tekst nr. 3, "Cykelturen"):

Jeg vil altid allerhelst skrive om det der sker i nuet, og egentlig har jeg vist aldrig været tættere på end lige nu, men problemet er at der aldrig sker noget. Ja, okay, jeg er i live, men jeg kan jo ikke fylde side på side med at skrive at jeg sidder og skriver (skider, havde jeg først skrevet). Højt på himlen sprudler aprilsolen som en brusetablet droppet i et glas vand, og jeg kan skue hen over søen der ligger som en blankpudset mønt der efter at være blevet kastet, spinner, dirrer ganske let på bordpladen.

Hesselholdts sø (i sin bogs fortælling nr. 1 "Patienterne eller Camillas og Almas tidlige år sammen"):

Jeg er bange for mørkt, dybt vand (hvad det kan indeholde) og har kun overvundet den frygt i beruset tilstand, jeg har svømmet over Hald Sø en nat, godt lakket til, sammen med et orkester på tre (umådeligt hvide mod mørket og Halds majestætiske træer da de med ryggen til mig trak tøjet af, jeg husker stadig den enes svuppende, lidt for kødfulde baller), så det gøs ikke i mig ved tanken om de enogtredve meter sort vand under mig, i øvrigt en oplysning (vanddybden) som en fra orkestret kom med, svømmende, at denne sø med sine enogtredve meter vand var den dybeste i landet, oplysningen udtalt højt skræmte ham så han vendte om.