Jeg gider ikke korrekses gratis

De dér små, stikkende, fluepirkende (dvs. mindre, men også mere irriterende end fluekneppende, når man bare lige med det yderste af lillefingerneglen stikker, pirker, prikker til en flueskulder) rettelser, jeg bliver sindssyg over, nede i de løse tekster, jeg får ingen eller det samme som ingen penge for, som jeg skriver for universets blå øjnes skyld;

i en Dickens-hyldest til et odenseansk universitetstidsskrift, der ikke mere hedder Blæst, men Salon 55 (?), hvor de udskifter '1' med 'en':

Der er kun en enkelt Dickens-roman på reolen, men 1 (rettet til en) og så godt som hvilken som helst er jo altid rigeligt, selvom de alle sammen jo slet ikke er nok (når manden døde så forbandet tidligt) (...)

i en anmeldelse af Gus van Sant-filmen Restless til Ekko, hvor ledsætningen udstyres med et nyt subjekt:

Dødsfikseringen giver anledning til en del fine scener på skæve lokationer som kirkegårde og bedemands-showrooms, men først og fremmest tvangssentimentaliserer den (rettet til 'filmen') en yndefuld og genuint kær kærlighedshistorie, der sagtens kunne have overlevet på egne præmisser.

i en artikel om Sportsdigte til en Jørgen Leth-antologi, hvor (der er mange flere eksempler, som jeg modsat eksemplerne ovenfor (Dickens-rettelsen var det vistnok for sent at gøre noget ved) har resigneret overfor) et verbum tilføjes sætningsemnet - hvilket sgu da tilmudrer udsagnet kraftigt, nu fortryder jeg bitterligt, jeg ikke rettede tilbage:

Autentisk erfaring og fascination i clinch med avantgardistisk formleg som til sammen (tilføjet: danner) et omsider personligt, originalt og tidssvarende udtryk.

På Weekendavisen, der betaler mig faktiske og ca. rimelige penge for mine tekster, kæmper jeg mere grundlæggende kampe om mit udtryk (eller har jeg kæmpet; redaktøren tror, vi stadig slås, men hun har for længst vundet, eller rettere jeg har for længst accepteret og omfavnet og tilegnet mig mit nederlag), men de kunne aldrig finde på at rette nede på det fluepirkende niveau - det er der simpelthen heller ikke tid til - hvis det i øvrigt som sådan er til at forstå, hvad jeg siger, hvad det selvfølgelig ikke nødvendigvis og altid er.

Jeg skriver som jeg skriver, fordi jeg skriver, som jeg skriver, og jeg skal have fantasillioner for at lade være!