Klip fra en hemmelig HH-bog

(fra Festskrift til Helle Helle, redigeret af Louise Kønigsfeldt og udgivet af Samleren og udleveret til gæsterne ved den festlige Laureat-fest i går og ikke til salg, uretfærdigt nok)

Jeg drømte at jeg drømte
at du drømte om mig.
Men det var mig der så dig:
Dit askeblonde hår slået ud
i en krave af lys

(fra Naja Marie Aidts tekst)

Jeg kunne trygle og bede, jeg kunne aldrig tilgives. Kun, måske, hvis jeg fødte et meget højt barn. Jeg så på damerne og sagde: 'Sidste scanning viste at barnet er ekstremt langt, det må nærmest ligge dobbelt. Jeg er blevet anbefalet at ryge lidt for at holde væksten i skak.'

(fra Christina Hesselholdts tekst)

Hos Helle Helle er sætningen mindste enhed. Der noget urokkeligt i dens konstruktion. Ingen af sætningerne lader til at være skrevet for at bære noget andet frem: Ikke en forelskelse i et løjerligt ord, ikke en idé om en anden sammenhæng end det, der leder frem til den næste sætning,
  En streng af sætninger udgør romanerne

(fra Dennis Gade Kofods tekst "Tre tanker om Helle Helles romaner")

Helle Helles skrivemåde og -stil matcher i sjælden grad hendes fremtræden. Elegant, tjekket frisure, velklædt. En lækker sild, som, vi siger på Falster, men absolut af gourmettypen.

(fra Bent Vinn Nielsens tekst "Elegance og kolbøtteøl")

Kan det være noget jeg har drømt? For Helle husker alt, også nogle af mine drømme. Der er ting fra min barndom, hun husker bedre end mig., selv om hun ikke kendte mig dengang, og hun husker 90 % af alle de pinlige ting, jeg har gjort og lykkeligt fortrængt. Hun kan huske, hvad jeg har fået i bibliotekspenge de forskellige år, og hvordan min stemme lød i telefonen, da jeg havde mødt en mand, men ikke ville sige det endnu. Det er en anden af Helles spidskompetencer, telefonstemmefortolkning, hun ved, hvordan ens humør er, før man selv ved det.

(fra Kirsten Hammanns tekst)

Ned til hundene, står der uden på den bog hun selv kan komme til at skrive dér. Inde i den siger de hele tiden 'ud til hundene'. Kun en enkelt gang siges der 'ned til hundene', og det er af hende med den forsvundne lottokupon. Tilfældigvis, det siger sig selv, og så meget desto mere gådefuldt. Nå, kan man så sige, for ikke at sige for meget. Det vipper alt sammen højst inciterende på kanten af en krummeluret art vulgaritet, og det må det hellere blive ved med. Det er dér forfatteren får fingrene i sin skrift. Det er forfatteren Helle. Hun skriver om, og i og med, en uendelig skrøbelighed i hver af os og i den verden vi med ord og hænder og hjerter stræber efter trods alt at holde lidt sammen på. Og hun dedikerer dette vitale stræb, og en forløsning i al foreløbighed, til læseren,. og det både lyser og bevæger dybt.

(fra Jens Smærup Sørensens tekst "Realistisk magi")

Vi mødtes i Amsterdam,, og jeg så dig gå over en bro. Du var i en smuk, sort kjole med et langt snehvidt tørklæde slynget om halsen, og så svævede du i stiletter. Hvordan det kan lade sig gøre, aner jeg ikke. Man kan humpe, vralte eller ligefrem snuble. Men du svævede helt ubesværet over en hollandsk bro belagt med små knudrede sten.
  Samme ynde og lethed synes jeg, der er over dine personer. De larmer ikke. Men de bevæger sig. De kan slet ikke bo i en bog. De river sig løs og kommer en i møde i kedeldragt på vej ned til hundene, med en rullekuffert på vej ud af ægteskabet, i et par ægte Levi's fra Bilka eller i et impulskøb af et par støvler, der gnaver, så man også må købe plaster.

(fra Dorrit Willumsens tekst "Kære Helle")

Frikadeller (MMSFPEP s. 22 (med hår), RP s. 11 (fugleflugtsfrikadeller), s. 49-53, s. 90 (med brun sovs), s. 117 (med rugbrød), s. 127, s. 133. NTH s. 141 (forstegte)

(fra min tekst: "HH-KOGEBOGEN: En madpyramide på højkant", en komplet fortegnelse over mad i HH's bøger)

Vi antog, og mon ikke jeg prøvede at at få manuskriptet større? Nej tak. Og mon ikke jeg prøvede at få sat den fordømte genrebetegnelse på omslaget? Nej tak.

(fra Torben Madsen tekst "Begyndelsen")

Hvor kosteligt! Og hvor trist. Og hvor storartet skrevet.

(fra Niels Franks tekst "To mails om Dette burde skrives i nutid)

Min oldemor Hedevigs sølvring (en G-nøgle på et blad, jeg elskede den, Hald)

(fra Pia Juuls tekst "Smykketabsliste")