Halli Hallo Halling!

I postkassen i Mou lå Rasmus Halling Nielsens overgrundsdebut Tvillingerne, som jeg med høje begejstringsudbrud læste og oplæste mig igennem i den sene, jyske eftermiddag: jeg vidste godt, at Rasmus er en ubændig, hybrid skrivekugle og et overordentligt skrifttalent, men jeg vidste sgu da ikke, at han er så utroligt fin og vild og sjov og ægte en POET, det kunne han godt have røbet noget før, disse digte er, så vidt jeg kan se, åndssvagt gode, udsøgt fortumlede og hudløst legesyge, en nævenyttig nevø til Morti V og Bo hr. omsider, og jeg ville bare citere et digt, og jeg tager simpelthen det allersidste, inden jeg går i seng:

Imperium

slår jeg en streg på alle som jeg holder af
er det ikke sikkert at alle holder af mig

holder jeg mig indenfor fartgrænsen
er det sikkert at en skov af motorsave
vil holde sig slukket i mit sind

engang vil lykken synes stor

jeg holder den hen med ord