Lou Reed er hverken frelser, forsoner, frihedskæmper, partisan, guru eller på nogen anden måde lystløgner.
Det er dét der gør ham enestående.
Rock'n roll er hovedsagelig (som f.eks.) film en samling løgnehistorier. Smukke eller ej - det afhænger af dig.
Beatles sang om kærlighed og scorede kassen til egen fordel. Stones sang om kampe i gaderne fra pansrede millionær-slotte. Dylan fortalte Mr. Jones hvor lidt han fattede - underforstået i forhold til Dylan.
Lou Reed har ustandselig - på LP efter LP, sæson efter sæson, tyve år i træk - understreget, han ikke havde noget som helst at sige eller komme med. Det er dét, der gør ham til Lou - Lou den Første (og Eneste) i en skov af hellige eller håbløst naive hyklere.
Ironien er et sjældent benyttet våben i den krig der hedder rock'n roll. Ironien er sort, så sort som smerten. Ironi er måske smerte, de inderste uhelbredelige: Bevidstheden om egen og andres ligegyldighed.
Det hjælper ikke at hyle på hverken Mor, Gud eller Woody Guthrie (Lennon, Harrison, Dylan) - dét tog er kørt for længst.
Tilbage er kun Det Hvide Lys. Den Blå Maske: Sweet Nuthin'
Mellem leg og lig.
Det er dér Lou er - og altid har været.
(prolog til antologien Lou Reed, 1986)
Lou Reed
Onkel Lou som er så slem
lokker børn med rocksang hjem
Onkel Lou som er så fæl
viser os sin sorte sjæl
Onkel Lou som er sadistisk
virker tem'lig realistisk
Selv når Wild Side blir lidt tåget
får han knapper ud af showet
Onkel Lou med onde stoffer
bringer gerne nok et offer
Hans depravation er skøn
skaffer ham en helt pæn løn
(fra Ezra Pund/ William S. Burroughs/ Lou Reed. 3 Medie-Montager, Swing 1975)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar