Mere cool end Nico

var og er Kirsten Thorup, der er fra 1942 ligesom min mor og Lou Reed og Peter Laugesen, og fyldte år for en måneds tid siden, hvilket jeg glemte at markere på bloggen, hvilket er for galt, så lad os gøre skaden god igen i disse dages fødelsdagshvirvlen og citere fra hendes ikke mindst cool bog, I dag er det Daisy, 1971, og hvorfor har jeg ikke den i original? det er endnu mere for galt, og jeg kan ikke finde opsamlingen med den i, fordi jeg brugte den til første, skrottede udgave af anmeldelsen af Jens Andersens servile Dronninge-biografi og derfor ligger dybt inde i en bogbunke, så jeg citerer i stedet fra Brixvold og Jørgensens meget cool Antologi af dansk kortprosa, men ingen er mere sitrende cool end Kirsten/Daisy/Maria

Daisy/Maria

Efterhånden som man bliver hængende et sted
begynder det at stinke især var det lugten af
rosenkål og kattepis og vanen med at spise.
På en eller anden måde var det lykkedes hende, Daisy
at komme af med sine venner, lopperne og det at hun står op
er allerede grund nok til at være optimistisk men så
sker der noget, hun føler det som at gå med en slags invaliditet.
Hun tager den af, den lille korte kjole og tager en anden på
mere krøllet og mere beskidt og så klipper hun alt håret af
og mærker de kønne hudafskrabninger på benene og hun
standsede op ved de måde forelskelsen sad i munden
og hun begyndte at fabrikere fraser, besværgelserne de var
uspiselige. Hun plejede at give sig god tid og hun frøs
helt op til knæene og hun stak næsen i nydelsen og lykken
ligesom i et løb hvor bevægelserne isoleres fra hinanden
og sættes vilkårligt sammen til en offentlig park
tilflugtssted for engle til fluer og atter fluer
til ingen erindringer til Don Quijote der befrier slaverne
til mentale skatte til fantastiske afsvedne marker
der fortsætter i det uendelige ligesom ekstasen til hvide ris
og Maria der kommer ud og lukker op og siger sikke smukke