Tematik er banalitet

især når den er umiddelbart citérbar - og har intet at skaffe med hverken sprogkunst eller litteraturvidenskab; så hvorfor er akademiske kritikere så store suckers på og efter tematik?

Dobbelteksponeringens logik, hvor der kan opstå noget helt tredje af to billeder lagt oven i hinanden, er hele tiden på færde. Når 'jeg'et' siger om sin tilstand: »Det er noget andet end kærlighed, noget andet end et fravær af kærlighed. Det er det billede, der opstår, når man lægger de to ting oven på hinanden.« Når hun betragter sin sovende mors ansigt og ser sin mormors i det - og samtidig også sit eget: »Et uhyggeligt ansigt er det, dette tredje.« Når hun filosoferer over forholdet mellem sine »billeder« og »livet« og har en uhyggelig følelse af, at »der opstår et eller andet et sted mellem virkeligheden og det skabte«. Når billedet af adskillelsen fra starten overlejrer billedet af mødet: Den dag vi mødte hinanden, var den dag, vi forlod hinanden.Det var den dag, vi døde i hinandens arme."

(Lilian Munk Rösing i Information)

Tankerne hvirvler rundt i cirkler, og ved slutningen af bogen er ingen af hendes problemer løst, måske fordi det er problemer, som ikke lader sig løse. For at illustrere karakteren af tankearbejdet og bogens udviklingsløse struktur skal to citater anføres: " Jeg tænker - jeg har været så forkælet. Jeg har aldrig prøvet at ville have noget, jeg ikke kunne få. Nu vil jeg bare én ting, ham, og nu kan jeg så bare få alt det, jeg ikke vil have." Sådan hedder det på side 16 om den mand, hun er ulykkeligt forelsket i, mens det på side 169 lyder næsten tilsvarende: " I ugerne efter hun mødte den nye mand, tænker hun: der er noget, som er værre end at længes efter dét, man ikke ved hvad er. Værre er: at vide, hvad man længes efter, vide, at det findes, men bare ikke her." Den slags logiske figurer, som inden for retorikken kaldes omvending og modstilling, er Klougart en mester til at tænke i. Det er også den slags retoriske figurer, Søren Ulrik Thomsens bedste digte fra 1990' erne består af.

(Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad)

Døden og tabet spiller overalt med, det at vi kun er her en kort stund: »Den tanke: at det hele er midlertidigt (...) Det er hele tiden en overgang, bare en overgang«. Taber jeget et glas, der knuses, vælder en tristhed op i hende, til irritation og undren for hendes kæreste, men: »Hun synes, det er urimeligt, at man ikke kan få lov at være ked af, at tiden går. At man hele tiden gør noget, der ikke kan gøres om, at pludselig dør man«.

(Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken)

Ja, det er det, romanen ord til andet siger, at den tematiserer, det er virkelig flot citeret, ph.d.´er!