Lars Bukdahl ser bloggen som en elektrisk notesbog:
”Det er vigtigt, at bloggen så at sige er flerstemmig: at man skriver om mange forskellige ting: En strøtanke affødt af noget, man har oplevet, et citat fra en bog, man lige har læst, et miniessay, en refleksion over vejret. Der skal være mange forskellige indgange og emner.”
”Det handler også om at publicere meget. Folk vil ikke kigge forbi, hvis der ikke er noget nyt hver dag. Og det er nok her, at jeg synes, en blog som Promenaden bliver for adstadig. Folkene bag bloggen føler åbenbart, at de skal lave et miniessay hver gang.”
Niels Frank, en af initiativtagerne til Promenaden – en fælles blog for otte danske lyrikere og forfattere – er ikke overraskende uenig med Lars Bukdahl:
”Det er ligegyldigt, hvor mange nuller, der er bag antallet af læsere. Det handler altid om ’hin enkelte’ – om læseren i ental. Sådan har jeg det. Og på den måde ligner bloggen for mig meget en bog, hvor man også skriver til hin enkelte. Når man skriver bøger, skal man have noget på hjerte, når man ytrer sig. Hvis Lars Bukdahl synes, det er vigtigt at poste meget, virker det som om han tænker lige som de medier, vi prøver at være kritiske over for. Man skal ville noget med det, man lægger på bloggen.”
Han medgiver dog, at indlæggene på Promenaden, der startede 1. december, er blevet lidt ens i form af miniessays .
Lad mig lige rette mig selv, det er jo ikke FORDI og FOR, at mange kommer forbi, at jeg publicerer meget, men fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg synes, det er en vigtig del af bloggenrens æstetiske energi for både blogger og bloglæser, som elektronisk og elektrisk notesbog, at der publiceres meget, men jo så også, som jeg starter med at fremhæve, meget forskelligt - og her har jeg sjovt nok Niels Franks fremragende hybridbøger Livet i troperne, Første person, anden person og Spørgespil som ideal, der nemlig praktiserer en langt større og radikal (OG FLITTIG) flerstemmighed end 2 1/2 måneds (akkurat!) promeneren har gjort; en blog er en hybrid, der har travlt! Jeg mener til hver en tid også, at 1 læser er mere end nok, og ret mange flere har mine bøger (som jeg så heller ikke skriver længere, kom så i gang, Lars!) ikke, men faktisk - det er ikke længere en overraskelse, som da jeg oplevede det første gang i 1996 på WA - inciterer og forpligter det INSTINKTIVT og meget mod ens avantgardistiske børnelærdom at have flere læsere end som så (men jeg lader med vilje være med at tjekke gårsdagens hits dagligt - skræmmebillede: Dickens (tænkt hvis han havde haft en blog!), som desperat sendte Martin Chuzzlewit, i romanføljetonen af samme navn, til Amerika, fordi oplagstallet var dykket dramatisk - i går var jeg helt nede på 627 hits, damn! jeg må hellere skrive noget ondt om Jens Christian Grøndahl, det har jeg ikke gjort længe, og han udsender snart en ny roman, som jeg heldigvis ikke har læst, så er den lettere at smadre (OBS: IRONI PÅ FÆRDE!)). Jeg forstår ikke, at når jeg mener, det er vigtigt at poste meget, så tænker jeg ligesom de medier, Promenaden prøver at være kritiske overfor. Medmindre Frank & co. er kritiske over selve ideen om, at en avis skal ud (endda med identiske sidetal) hver dag eller uge - jeg forestiller mig også, at der er dage, hvor Frank, når han vågner på Østerbro dér ved 12:30-tiden, hellere ville blive liggende i sengen med en god, saftig selvbiografi af en New York-poet end at sætte sig hen til skrivebordet og skrive videre på næste fremragende hybridbog, men han gør det alligevel, fordi (bogen vil at) han skal. Det er i det hele taget noget fis med denne automatiske mistænksomhed overfor al snak om kvantitet. Selvfølgelig er kvantitet også æstetik! Det er også en æstetisk forskel, om en bog er tynd eller tyk, eller om en forfatter er produktiv eller fåmælt, det ene er ikke bedre end det andet (selvom især produktive forfattere har det med at blive mistænkeliggjort, jf. bare Franks veninde Marianne Stidsens hetz i diverse litteraturhistorier mod Peter Laugesen), og det har nok lige så meget at gøre med skrive- og genretemperament som med poetik (hængsel: inspirationsomgang: at afvente et digt eller gå i flæsket på det), men æstetik er og bliver det. Og så handler det simpelthen om prioritering: er bloggen et ligeværdigt, ambitiøst skriftudtryk og -projekt, det virker det ikke som om, at det er for Promenadens digtere (langt bedre end selve det træge blogposteri fungerer kommentarerne; Promenaden har klart de bedste (OG FLITTIGSTE!) kommentartråde). Jeg synes, den fedeste blog er den, der hvirvler heterogent gennem dagene og nætterne - men vil på den anden side gerne forestille mig en eksklusiv, Merete Torpsk blog med 1 glasklar og syleskarp blogpost hvert andet år - og jeg synes, den kedeligste blog er en distræt og pligtskyldig klummeblog.
Lad mig lige rette mig selv, det er jo ikke FORDI og FOR, at mange kommer forbi, at jeg publicerer meget, men fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg synes, det er en vigtig del af bloggenrens æstetiske energi for både blogger og bloglæser, som elektronisk og elektrisk notesbog, at der publiceres meget, men jo så også, som jeg starter med at fremhæve, meget forskelligt - og her har jeg sjovt nok Niels Franks fremragende hybridbøger Livet i troperne, Første person, anden person og Spørgespil som ideal, der nemlig praktiserer en langt større og radikal (OG FLITTIG) flerstemmighed end 2 1/2 måneds (akkurat!) promeneren har gjort; en blog er en hybrid, der har travlt! Jeg mener til hver en tid også, at 1 læser er mere end nok, og ret mange flere har mine bøger (som jeg så heller ikke skriver længere, kom så i gang, Lars!) ikke, men faktisk - det er ikke længere en overraskelse, som da jeg oplevede det første gang i 1996 på WA - inciterer og forpligter det INSTINKTIVT og meget mod ens avantgardistiske børnelærdom at have flere læsere end som så (men jeg lader med vilje være med at tjekke gårsdagens hits dagligt - skræmmebillede: Dickens (tænkt hvis han havde haft en blog!), som desperat sendte Martin Chuzzlewit, i romanføljetonen af samme navn, til Amerika, fordi oplagstallet var dykket dramatisk - i går var jeg helt nede på 627 hits, damn! jeg må hellere skrive noget ondt om Jens Christian Grøndahl, det har jeg ikke gjort længe, og han udsender snart en ny roman, som jeg heldigvis ikke har læst, så er den lettere at smadre (OBS: IRONI PÅ FÆRDE!)). Jeg forstår ikke, at når jeg mener, det er vigtigt at poste meget, så tænker jeg ligesom de medier, Promenaden prøver at være kritiske overfor. Medmindre Frank & co. er kritiske over selve ideen om, at en avis skal ud (endda med identiske sidetal) hver dag eller uge - jeg forestiller mig også, at der er dage, hvor Frank, når han vågner på Østerbro dér ved 12:30-tiden, hellere ville blive liggende i sengen med en god, saftig selvbiografi af en New York-poet end at sætte sig hen til skrivebordet og skrive videre på næste fremragende hybridbog, men han gør det alligevel, fordi (bogen vil at) han skal. Det er i det hele taget noget fis med denne automatiske mistænksomhed overfor al snak om kvantitet. Selvfølgelig er kvantitet også æstetik! Det er også en æstetisk forskel, om en bog er tynd eller tyk, eller om en forfatter er produktiv eller fåmælt, det ene er ikke bedre end det andet (selvom især produktive forfattere har det med at blive mistænkeliggjort, jf. bare Franks veninde Marianne Stidsens hetz i diverse litteraturhistorier mod Peter Laugesen), og det har nok lige så meget at gøre med skrive- og genretemperament som med poetik (hængsel: inspirationsomgang: at afvente et digt eller gå i flæsket på det), men æstetik er og bliver det. Og så handler det simpelthen om prioritering: er bloggen et ligeværdigt, ambitiøst skriftudtryk og -projekt, det virker det ikke som om, at det er for Promenadens digtere (langt bedre end selve det træge blogposteri fungerer kommentarerne; Promenaden har klart de bedste (OG FLITTIGSTE!) kommentartråde). Jeg synes, den fedeste blog er den, der hvirvler heterogent gennem dagene og nætterne - men vil på den anden side gerne forestille mig en eksklusiv, Merete Torpsk blog med 1 glasklar og syleskarp blogpost hvert andet år - og jeg synes, den kedeligste blog er en distræt og pligtskyldig klummeblog.
Egentlig undrer jeg mig over overskriften 'Bogen i bloggen', det kommer til at lyde som om at bloggen er en bog in disguise, jeg tænker netop at bloggen er et alternativ til bogen, noget mere flydende, dynamisk, mindre perfekt, noget der afspejler internettet som et et nyt medie for litteraturen og at det derfor er alt andet end en bog.
SvarSletIndholdsmæssigt er det vel en personlig sag, hvad en blog bør og ikke bør indeholde, hvor meget, hvor lidt, hvordan, men jeg er dog (personligt) enig i, at der sagtens kunne være mere produktivitet og mindre finpudsning og perfektionisme. Der er en tendens til at, der helst skal skrives essayistiske indlæg på fx Promenaden (som i begge giver udtryk for), de er for det meste interessante og tankevækkende, men også ofte meget mættende og ikke noget man på samme måde kan tage med i forbifarten som en snack. Der må gerne være en god balance mellem det langtidsbage og det let fordøjelige (madmetaforer ftw).
Omvendt behøver man heller ikke skrive om solen, hver gang den skinner.
kh
Der står: Bogen på bloggen, hvilket jo' er noget helt andet
SletMy mistake. Jeg synes nu ikke det ændrer så meget, det er stadig et forsøg på at skabe en forbindelse mellem bogen og bloggen som medieflade (via et halvtamt ordspil), for mig at se, er det hverken relevant eller interessant.
SletMen hvordan ikke skrive om sneen når det sner!
SvarSletEn blog skal sgu være vågen; som avisen er vågen overfor nyheden som makro er bloggen vågen overfor nyheden som mikro. De skal begge to lugte af liv, af dynamik, som når solen rammer Baggesen i ansigtet på rejsedagen og han springer op af sengen med et "her er jeg!", hvorefter han farer ud efter sit pas og mødet det physignomiske ur. Måske er der en vis barnlighed over bloggens livlighed overfor det trykte nyhedsmediums formalitet... men bloggen kan noget andet, den skal læses som noget andet og den behøver ikke være hverken fuldkorns eller langtidsbagt, selvom det ikke skader. Bare bloggen er vågen og levende!
SvarSlet