1 time og 20 minutter, i skrivende nu, kan man stadig se Mikkel Carls udstilling too sexy for my skin i Henningsen Gallery i Fredericiagade, og det synes jeg, man skal (skynde sig!) at gøre, for det er cool sprudlende konceptualitet af den seværdigste art - gennem et hul i en væg, hvis aforistiske titel jeg har stjålet (og fordansket) til blogpostens overskrift, træder man ind i udstillingen, der inddrager galleristens skrivebord, der nemlig er flyttet ud i udstillingsrummet og bygget af kunstnerens eget hyperfunktionelle kontorsystem, modulE, men ellers præsenterer en perlerække af små, distinkt kvikke kunstobjekter eller "kunstobjekter" på gulv, væg og i kontorsystem; på væggen bl.a. kønne, men "falske" malerier konstrueret af en skoæske (Alexander McQueen), et tørklæde og et hundetæppe (brugt til at beskytte kunst under transport), på gulvet bl.a. det fineste, lille springvand, "Milk & Honey", materialer: "Found wood, lacquer pottery, water pump, Pastis and water", på kontorsystemet bl.a. kirsebærblomster af silke placeret i en grøn te-flaske, ægte kunstig poesi. Det er ikke umuligt, øjensynligt, at lave kunst som Duchamps forkælede barnebarn, når man bare er udstyret med den rette, på samme tid rå og forfinede og immer rastløse påhitsomhed - OK, nu er udstillingen kun åben 45 minutter endnu, af sted med jer! (flere billeder fra udstillingen her, hvis I nu ikke når det)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar