Blogdahl-information omsider om Arena-information

Slemt dårlig samvittighed har jeg over ikke at have blogomtalt, for slet ikke at tale om anmeldt Anders Juhl Rasmussens og Thomas Hvid Kromanns fortjenstfulde og samvittighedsfulde og bare cool, cool faksimile-opsamling Arena-Information. Et kapitel i dansk forlags- og litteraturhistorie, 2 forord og samtlige numre af abonnent-indstikket Arena-Information 1967-82, med samt 1 stk. nyt nummer Arena-Information ved Jens Smærup Sørensen. Jeg er ved at læse mig igennem og bliver bare så glad og rørt over den renfærdige, litteraturpassionerede iver i disse små præsentationer og selvpræsentationer.  Lad mig citere fra to tidlige Arena-Informationer, dateret april og juli 1967, om og af Elsa Gress og Niels Egebak, to ærke-Arena-forfattere; de taler begge to om kritik som kunstnerisk udtryksform, hvilket de jo unægtelig gør ret i:

Anglofile Gress:

Som det fremgår af ovenstående betjente jeg mig lige fra første lejligheder af begge litteraturens funktioner: den subjektivt ekspressive og den pragmatisk kritiske. Det er naturligvis sagt i al ualvorlighed, men det er alvorligt nok ment fra min side, at jeg aldrig har betragtet de to funktioner som væsensforskellige eller hinanden udelukkende. Det væsentlige er mennesket, ikke arterne, genrerne etc. Det ekspressive og udadrettede formålsbestemte kritiske er for mig heller ikke fjendtlige størrelser, de forudsætter tværtimod hinanden. det er derfor jeg altid har angrebet dårlig kritik. Kritikken - og ikke bare den rent litterære - forekommer mig at være en vigtig udtryksform, der ikke bør være kunsten modsat, men være en legitim udtryksform med strenge kriterier. For at præstere det må kritikeren leve ligeså farligt som kunstneren, hvad han kun meget sjældent gør.

Frankofile Egebak:

Den franske romanforfatter Claude Simon sagde engang i en samtale, at skribentvirksomheden for ham var en nødvendighed: han havde brug for at gøre noget, på samme måde som alle andre mennesker har brug for det, og da det eneste, han kunne, var at skrive. Han citerede i den forbindelse den tyske romantiske digter Novalis, der et sted har sagt, at spørgsmålet om, hvorfor en skribent skriver, er såre nemt at besvare: han skriver for at skrive. Og Claude Simon tilføjede, at efter hans opfattelse skriver man ikke i første række for at kommunikere, ja end ikke for at udtrykke sig eller udtrykke en virkelighed, der ligger uden for det at skrive: selve nedskriften - eller indskriften, om man vil (det vil Egebak gerne) - er en måde at skabe, og omskabe, virkeligheden på, og uden denne skabelse, som altså samtidig er en omskabelse, eksisterer den menneskelige virkelighed simpelthen ikke. Derfor kunne han også konkludere, at han egentlig skriver for at få at vide, hvad det egentlig er han vil skrive.
  Hvad Claude Simon her udtrykte, var naturligvis i første række digterens forhold til sin virkelighed og til sin skrivekunsts virkelighed - disse to "virkeligheder", der ikke lader sig adskille. Men jeg tror, at det gælder enhver form for skribentvirksomhed, også den, der overfladisk set blot er litteratur på litteratur; kritikken altså, der i almindelighed betragtes om digtningens tjenestepige, men som dybest set i sig selv er en form for skabende virksomhed. På samme måde iøvrigt som enhver menneskelig virksomhed, ethvert menneskeliv, enhver sansning og enhver bevidsthed, er en skabende virksomhed.

- IKKE sidste Blogdahl- og Bukdahl-information om Arena-Information!