3 af mine første 11-12 film

Caspar Eric Christensen præsenterer på sin blog synopserne til tre meget herlige og (foreløbig) fiktive film, hvilket fik mig til at huske en tekst, jeg skrev til Gyldendals hedengangne kulturtidsskrift Fredag i 1988, da jeg var 5 år yngre end Caspar, "Mine første 11-12 film", her er 3 af de 11-12 (som jeg regnede med at indspille mellem 1989 og 2004, nåede det ikke lige):

HEROES. En hysterisk filmatisering af andet bind af Thorkild Bjørnvigs erindringer, "Hjørnestuen og Månehavet", der omhandler hans fire år lange gymnasietid på Århus Katedralskole. En pjattet og improviserende film, hvor især eleverne i deres alt for store tøj (filmtrick!) gør sig øredøvende til grin. Kaotisk farce, dåselatter er en nødvendighed (gråd en vederstyggelighed). Hovedpersonen vil meget gerne være digter, de komiske højdepunkter bliver en fortløbende oplæsning af hans digte på lydsporet, rundt omkring ham finder incest og selvmord sted som på samlebånd. Sort-hvid!

AJAX. Den første del af denne tilsyneladende (ikke en eneste gestus må afsløre bedrageriet) alvorlige film foregår blandt guder og helte  i oldtidens Grækenland. Guderne ser ud som guder, hvide og næsten ubevægelige. De taler oldgræsk til hinanden (se underteksterne) og udfører meget modvilligt heltegerninger. I enkelte grønne sekunder ses de gå i kødet på hinanden i kamp eller vellyst, i enkelte sekunder, ellers ubevægelighed. Han som mest ligner Zeus dør af kærlighed, og så ler guderne en homerisk latter, der tillige har ledsaget de grønne sekunder. Filmens anden del foregår i et vaskerum et sted i New York, udelukkende mellem vaskemaskinen og tørretumbleren. Her udspilles det daglige liv, trummerum, og en række forvirrede og blodige mord. De skal være uudholdeligt ulækre. Det gøres klart, at den skyldige er vaskemaskinen, og midt i en lang massakre på husfaderen springer maskinen i luften; den homeriske latter høres atter. Gennem hele filmen skal kameravinklerne være statiske og ubevægelige, som diskrete øjenvidner.

DRØM OG FRIHED. En film som foregår om natten, personerne optræder mest som skygger, kun i glimt som fra politiprojektører kan dele af deres kostumer og ansigter ses. Sådan er betingelserne også i en biografsal, og det er da også kun næsten, at man kan komme til at skelne personerne fra hinanden. mange af dem hedder Julie, og endnu flere Romeo, og de leder alle efter den anden, med både tragiske (mord!) og komiske (!) resultater. der optræder flere mure i filmen og en hel del larmende musik, men det skal ikke blive klart, hvad der er virkeligt, og hvad der er symbolsk. Det skal være en positiv film: Til slut bliver der lys og personerne kaster sig i favnen på hinanden, vellystigt, men lyset i salen tændes også, og atter bliver det svært at skimte personerne, som snart forsvinder helt.