1. (eller mindst 3., konkurrerende (serie)raserianfald skal stå tidligt op og få mange ben, og hove, og klør, forkert ud af sengen for at være med her): Kristina Nya Glaffey:
Padder og krybdyr (som jeg ville have citeret fra her, men jeg glemte den på talerstolen i Testrup, hvorfra jeg i aftes (febrilt) gav et lille tekststykke, om ungdomshuslebber, til bedste, men mon ikke den venter på, at jeg - hvis jeg bliver rask! kan jeg komme tilbage i seng straks! - vender tilbage torsdag eftermiddag.
Tillad mig at citere fra den i særdeleshed anbefalelsesværdige bog(!!) (og det er formentlig det stykke, du henviser til?): "Og nej, vi vil ikke med til fællesspisning i folkekøkkenet der, hvor Ungdomshuset engang lå, og indtage den tilberedte bønnepostej fra Irmas skraldecontainere. Behold jeres bælgfrugter og jeres lusebeboede dreadlocks for jer selv, og lad os andre nyde vores maskinopvaskede Bodum-kander i fred for jeres dragking-seminarer og kunstige genoplivninger af performencekunst, fra da Røde Mor gik med ble. Vi indrømmer godt nok, at verden er af lave og fyldt med alle mulige grimme isme, som skulle have eftersidning og få skrevet hjem i kontaktbogen til deres forældre, men derfor behøver vi måske ikke demonstrere utilfredsheden ved at undlade at gå i bad og stjæle rotternes aftensmad." Er det bare mig eller er der en hvis familielighed mellem Glaffeys rasende, ironiske lebbe og Frosts idiosynkratiske Lasse (Smukke biler..) i de konstante refleksioner og digressioner, hvor nærmest alt og alle angribes, latterliggøres og spiddes? Måske er hun Lasses lesbiske kusine?
SvarSletBedste hilsner
Martin