TENDENS: LOH (Leende Op Højlydt)!

2 gange de seneste 14 dage har jeg IC3-tog LEET HØJT ud i kupeen af nye bøger, og det er så sjælden en foreteelse, at jeg dømmer det til at være en TENDENS: Ikke bare pænt, men MEGET sjove bøger, dvs. lige så sjove som bøger/dramaer af Jens Blendstrup og  Line Knutzon, selv om jeg godt ved, at sjovt stadigvæk ikke, hverken blandt anmeldere eller på Akademiet og Forfatterskolen, anerkendes som den primære kvalitet, det selvfølgelig er:

1. højlydt sjove bog: Kristina Nya Glaffeys (velfortjent hyper-hypede) Padder og krybdyr

2. højlydt sjove bog: Stine Pilgaards romandebut Min mor siger, der udkommer i næste uge (og som jeg forbandet nok ikke skal anmelde, i stedet skal jeg anmelde Peter Poulsen, der nøjes med at være lun, hvilket i den grad ikke er det samme som sjov, stålsuk!) - tidlige læsere diskuterer allerede. om det er scenen med moren, der lader som om, hun er madanmelder, eller scenen med moren, der (til indsamling for Kræftens Bekæmpelse) lader som om, hun har kræft, der er pinligst sjovest, jeg stemmer på den sidste, som derfor kommer her (mens det sner, og ingen ringer på, heller ikke dér):

Vi vandrer fra dør til dør med indsamlingsbøssen der bliver tungere og tungere. Når folk ikke lukker op, stiller min mor sig hen til vinduet og kigger ind. Hvis der sidder nogen på den anden side af ruden, smiler hun og vinker og peger på indsamlingsbøssen. Så er vi kommet for at bekæmpe kræften, råber hun og smiler. Min mor fortæller en yngre mand at hun selv lige er blevet helbredt, og at det derfor er en hjertesag for hende. Hun peger på sit højre bryst. Protese, hvisker hun. Det er uetisk, siger jeg, mens han er inde efter penge. Folk har brug for en personlig beretning, hvisker min mor, ødelige sygdomme er utrolig svære at sætte sig ind i, det er så abstrakt. Den yngre mand vender tilbage med 200 kroner, og vi bliver inviteret indenfor til en kop kaffe. Han spørger om min mor stadig har mén efter sygdommen. Man bliver jo aldrig helt den samme igen, siger min mor og peger på sit hjerte, når man først har set døden i øjnene. Den yngre mand ser forstående ud og nikker. Han fortæller at hans mor døde af lungekræft for fire år siden. Han vender sig mod mig og spørger hvordan jeg tacklede situationen. Jeg rømmer mig og ser over på et billede af en midaldrende kvinde der står i vindueskarmen. Fantastisk, siger min mor, skat, du var en klippe gennem hele forløbet. Jeg nikker. Der lå jeg, siger min mor, helt skaldet af kemo og frygtelig bange, og min datter kom hver dag og opmuntrede mig. Hun ser kærligt på mig, og jeg har en klar fornemmelse af at hun tydeligt husker begivenheder der aldrig har fundet sted. Manden finder et fotoalbum frem og liver lidt op imens han fortæller nogle minder fra sin barndom. Min mor nikker og smiler og spørger, og manden ser glad ud. Han henter et nyt album og fortæller flere historier om kvinden på billederne. det er vigtigt at sætte pris på sin mor så længe man har hende, siger min mor og ser på mig. Ja, det må du huske, siger manden og smiler til mig. Ja, det må jeg huske, siger jeg. Da vi går, omfavner min mor og den unge mand. Han smiler da han lukker døren. Jeg ser på min mor, da vi går ud af havelågen. Du er jo galoperende mytoman, siger jeg mens vi drikker det sidste af rosévinen. Sludder, siger min mor, jeg var lige det han havde brug for. Min mor siger at sandheden er opreklameret. Hvis man hænger sig detaljer, dør man af kedsomhed, siger hun, og det er næsten værre end at have kræft.

Med så stærke kandidater (og jo heller ikke fordi Voetmanns Kødet letter ikke er alvorligt grinagtig, ligesom man klart klukker af Simon Fruleunds Panamericana!) er der ingen vej udenom at genoplive HA!-Præmien - Det Nye Humoristlegat (googl!)!