Hvor meget og hvor interessant konfliktstof er meget og interessant og konfliktuelt nok?

Jeg har stadig WA Bøger fra i fredags liggende foran mig slået op på Klaus Rothsteisn Blæksprutte om det nye års bøger og irriteres påny af hans omtale (i forlængelse af omtale af bøger af Hr. og Fru Knausgaard) af Merete Pryds Helles Kære Mai, der udkommer lige om lidt:

Man ved det jo ikke, men måske kunne Merete Pryds Helles Kære Mai slet ikke være udgivet uden en vis form for inspiration fra Karl Ove Knausgaard? I hvert fald er også den bog en slags ikke-fiktiv rapport fra det autentisk levede liv, hvor visse personer ikke kan undgå at medvirke, alene gennem deres genkendelighed./ Ifølge Politikens Forlag er bogen "en samling mailkorrespondancer fra de otte år, hvor Merete Pryds Helle bor i Italien med sin familie. Brevene er skrevet til hjerteveninden Mai, og igennem dem hører vi om hverdagen i Vinci, om ensomheden på det smukke bjerg, hvor hun bor, om hvor svært det er at arbejde og børn til at gå op, og hvordan man altid er sit besværlige selv, lige meget hvor i verden man lever. Det er kun Meretes breve, vi læser, mens Mais op- og nedture står som et skyggeportræt ved siden det nære portræt af forfatteren."/ Det lyder absolut interessant, men spørgsmålet er naturligvis [!], om Kære Mai omfatter tilnærmelsesvist så meget - og så interessant - konfliktstof fra privatlivet, som Karl Ove Knausgaards romaner, og om bogen kan åbne en dansk debat om selvbeskrivelsens moral. Vi får at se allerede i januar.

Jeg ved sgu ikke, hvor interessant forlagets referat I SIG SELV lyder; grunden til at bogen lyder interessant i mine ører er, at den er skrevet af Merete Pryds Helle, der aldrig skriver en uinteressant bog, og tre ud af fire gange skriver en bog, der både er interessant (som i anderledes og nyskabende) og vellykket, hvilket er temmelig vildt. Men det er ikke den slags interessanthed, Rothstein taler om, det er det private konfliktstofs omfang og detaljerigdom og bekendelsesdybde og - jeg opfinder et par grimme ord - debaticitet og i sagens natur konfliktualitet (privat, autentisk stof behøver jo ikke være konfliktstof, og behøver jo heller ikke være det for at være kunstnerisk interessant) vs. Knausgaards egoværker; og det er overhovedet ikke kunstnerisk interessante parametre for mig, der ikke bestyrer et litterært radioprogram, men også et meget betænkeligt konkurrence-set-up; Hvem afslører heftigst? Hvilket jo på den anden ikke betyder, at bogen ikke hjertens gerne MÅ være fuld af rigt detaljeret, dybt bekendende, drøndebaterbart, knaldkonfliktuelt privat konflikstof, den BEHØVER bare ikke være det, og hvis den fedt skrevet og værkeliggjort bare handler om at falde i staver over pastagryden, så er det fedt NOK for mig.