søndag den 1. januar 2012
Fortsat bog vs. blogforgrubling
Når jeg har genlæst (hvis jeg overhovedet har læst dem i 1. omgang!?) mine gamle unge blogposter og blev (selv)glad for, hvad jeg læste, har jeg automatisk tænkt: det kunne da godt stå i en eller anden opsamlingsBOG engang, men straks taget mig i det, for hvad skulle egentlig pointen være i at optrykke blogposter i en bog, der sandsynligvis vil få langt færre læsere end bloggen har på 1 enkelt dag (lige i disse dage er der så ikke synderligt mange læsere, og det kan jeg godt forstå), og bloggen står på spring på alles computere og smart phones hele tiden og til evig tid (hvor kort den tid så end bliver iflg. Lars Skinnebach), mens bogen mugner bort på nogle få eksklusive reoler, men så tager jeg mig i DEN tanke, for hvordan hænger det sammen, at jeg disser bogen, når jeg elsker bøger som de skønne værktingester, de som bedst er, og lever af og for at skrive om dem (og spenderer det meste af min tid omgivet af eksklusive, muggenbogbugnende reoler), også selvom opsamlingsbøger i en vis forstand er lavværkelige værktingester - men det er nok faktisk en dum forstand, for hvorfor skulle de bedste opsamlinger (og antologier) ikke være lige så stærkværkelige som de bedste ikke-opsamlinger (Rifs Rif er blandt hans 5 bedste bøger, og måske er mine egne bedste bøger mine opsamlinger, af andre, af Johs. L. og Eske K. og Viggo M og Susanne J, og antologier, drengedigte og raptekster) - og bare fordi bloggen er blevet en primær skrivepraksis, behøver bogen jo ikke blive en sekundær skrivepraksis, og dårlig tid er altid en dårlig undskyldning, og kort sagt er mit nytårsforsæt at skrive mindst 1 bog 1 2012, fag- eller skønlitterær, helst 1 af hver (og meget gerne de 2 faglige jeg har lovet henholdsvis Arena og Gy), jeg må også gerne samle noget op til en bog, men det tæller ikke, jeg skal skrive mindst 1 hel bog (eller 1 bog hel), for min og dens egen skyld, og åh, allerhelst en digtbog, der skal trykkes i minus 20.000 eksemplarer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar