i forhold til snakken i blogpost nedenfor om det gode roman-billedsprogs DICKENSKE humoristiske, fiktivt forpligtede og fabulerende spilfærdighed (og her må man snarere tale om (udsyret) allegori end simplel metafor):
Mathilde kigger ud over Øresund. Åh, denne brede voldgrav mellem os og svenskerne, Hun ser udad, hun ser Den Nye Øresundsbro springe over det grå sund. Hun ser op, hun lader blikket løbe ud under den grå himmel. Der hænger store tottede bygeskyer ude mellem det blå og det grå, et mylder af himmelstiger, en skov af jakobsstiger rejser sig blændende, gnistrende, øjeæwleskærende [så vildt vrængende en bogstavering!] op fra havet, op mod himlen, bliver væltet af en skytot, bum, vælter som en fuld student og dukker op igen. Som var der blevet sat sat en enorm indsatsstyrke ind fra politiet, der bliver ved med at rejse stigerne op. Som er der en bataljon fra hæren, der kæmper og slås, slås en retfærdig kamp mod skyerne for at invadere himlen, sprede lyset, introducere demokrati, gennemtvinge himlen i himlen. Men det er et stort. stort mørke, et overmenneskeligt mørke, et umenneskeligt mærke, der nærmer sig kysten.
- fra Lars Frosts Skønvirke
Det er helt sikkert fremragende, det du der trækker frem. Men det er jo bare en barok parodi eller måske ligefrem - hvis man tør bruge det ord - en karikatur af opstyltede smuds-/trivilitterære autoerotiserende femikriminalistiske/gotiske romaners mycelierede billedsprog.
SvarSletMvh
Lars F
Jamen, det er jo for helvede det jeg mener, Lars, det er indfoldet metaforik, der fungerer på akkurat ironisk/parodisk/fiktivt relativerede betingelser, men alligevel slår sig djælvelsk lystigt løs (sig ikke at det ikke var fedt at skrive!) ! ROMANBILLEDSPROG! Ikke noget bare ved det, om jeg må bede, Mr. Mester !
Slet