Vi har alle travlt med lykønske mediefænomenet og den gode digter Klaus Rifbjerg med hans 80 års fødselsdag i dag - selv tillykker jeg både i Politiken (som har omplaceret et 'og', så det ser ud som om, jeg mener, at forfatterskoleelever oftere burde bære uniform, sådan skal sætningen lyde: "Bag på pavemobilen, forestiller jeg mig, står en yndig forfatterskoleelev m/k iklædt schweizergardeuniform og – det gør de alt for lidt – læser i en Rifbjergbog af de skidegode") og Jyllands-Posten og i morgen dobbelt i WA Bøger - Blogdahls HURRA knopskyder fra blogposten nedenfor om papirtynde bøger, for Rifbjerg udgav i 1969 sammen med fotografen Flemming Arnholm en titelløs, polyudfoldelig (dvs. til forskel fra en ordinær Leporello ikke kun til siden, men også opad udfoldelig) papstykke-publikation med fotos og 3 digte (+ "John "Ford"-digtet fra Mytologi) (knopskydende) fra New York, og her det ene NY-digt, "Madison Avenue Salme", og bare fordi det er et skidegodt digt og et skidegodt Rifbjergsk digt, og det vel til syvende og sidst bag årtiernes og dagens rabalder hvad det handler om, så og så mange og alt i alt temmelig mange skidegode tekster, der skidegodt rifbjergske tekster (men hvad sker der for Promenadens kollektive tillykke, Lars Skinnebach disser Rifs poesi til fordel for Malinowskis, Maja Lucas undskylder, at hun ikke rigtig er Rif-læser, festligt!):
På Madison Avenue
hvor de gale går
og gumler på provinsielle
alliterattioner
og ser rasende på hinanden
ved tanken om trivialiteten
udstrakt fra Hackensack
til Poughkeepsie over
Schenetady til Skidmore
blæst ud i større format oppe
i Michigan nede i
Jersey.
Jersey City strålende af
almindelighed, fredhelliget
vulgær banalitet i Trenton
og eksploderet pludselig tværs
over kontinentet, nedslag af
umådelig ligegyldighed i
Utah, Salt Lake City
Missoula, St. Paul og næsten
til et postkort i Jacksonville, Fla.
hvor pelikanerne med halve timers
mellemrum støver bølgetoppene af
grå, opslugt ved tanken
om deres patruljegentagelse
turistoplevede, men dybt vidende
om poesiens kælderfødsel, dens
brasende, hamburgerblinkende
negertilværelse i Jacksonville
neonville, Madison Avenue
hvor de gale går og gumler
ha, hvor vi mødtes for ti år siden
og sagde fravel til alt det
vi ikke vidste, munde fuld af smil
og bevidstheden om møder
syn af papirsamlere, usædvanlige
kontorpiger, negresser som baseball-
bats i slag, elastiske, levende
baller og slankhed, sorte og kendt
fra celluoid-syn, nu kommet os i møde
og gået forbi, malet og
kolorerede af de drømme vi senere
har fået lov til, som det er blevet os
forundt at leve, ikke et øjeblik havde
vi næsebor nok til at fornemme
Madison Avenue som andet end
funklende honningfremtid, selv tanken
om højbanen på Tredje Avenue var smuk.
Åh, Madison Avenue blæst omkuld
af poesi, væltet i uendelighed af
Checkerboard Cabs, tilslutningen
af syvende i parallelmøde over
floden, Avenue of the Americas
Beekman Place som et glimt af bevidsthed
idet hælen er tre centimeter
fra gesimsen, flyv Dragos, flyv
redningen ligger i luften skønt
det eneste fashionable er selvmord på
Beekman Place, F. Scott Fitzgerald
Irving Berlin og Rosalind Russel
levende og døde
indeni og udenpå Esquire Magazine
holdt og brændt for evigt
af den galskab som man ikke kan få
tygget færdig på Madison Avenue
hvor ingenting blev opnået af os
alting stadig går forbi, intet
kan dispenseres fra vanskeligere end
kedsomheden, den gik ikke forbi
fortryllende ligegyldighed i kviksølvlys
som jeg har levet.
Staten Island Ferry, de uskelnelige måger
fra East River og udstrakt
sight-seeing i Harlem med
kniven vippende mellem to
ribben, husmødre placerede
deres indkøbsnet og spurgte ikke
om forlov mens de stjal sig til at
stjæle to pakker Quaker Oats i
en A & P og I spørger stadigvæk
og længes efter Madison Avenue som
er mere central og sindssynet
samlet i håbløse alliterationer og
vi mødtes ti år efter med
følelsen af Utah og virkeligheden
opsteg fra en undergrundsrist
mens vibratoren fik tæerne til at dirre
og vi prøvede af al magt i
det dramatiske lys, Madison Avenue
at lade være med at ligne noget
da én tændte en cigaret og lyset
blæste ind i ansigtet på os
og vi forstod at den eneste ophøjelse
var kedsomhed.
- derfor et tillykke af de tordnende!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar