Særtrykket - en glemt skriftservice

Jeg har lige modtaget 23 særtryk af min anmeldelse af 2010's danske skønlitteratur i Nordisk Tidsskrift, og et særtryk er, som ordet siger, et særligt, selvstændigt trykt af kun 1 artikel, ens egen, fra et tidsskrift eller en antologi, men bortset fra Nordisk Tidsskrift er det noget, der for længst er fuldstændig afskaffet. Og det er sgu da sørme synd! Gennem de lige om lidt 25 år (!), jeg har skrevet artikler til antologier og tidsskrifter, mindes jeg ikke at have modtaget særtryk fra andre end Nordisk Tidsskift, mens til gengæld min barndomshjem flød over af familiemedlemmers særtryk; jeg ryddede op i dem efter min mors død, så der i det mindste ikke var (alt for mange) dubletter. Her er et lille, vilkårligt potpourri af familiære særtryksbegyndeleser:

Jørgen Bukdahl (min farfar): "Barndommens Ø", særtryk af Nørre Ørslev Folkehøjskoles Aarsskrift 1930 (med (senere!) dedikation til min søster og mig: ´"Til Lars og Dorte med tak for tegninger fra farfar"):

Barndommens Ø! - det begynder som en nær og haandgribelig Virkelighed, det ender som et Symbol, der sammenfatter og forklarer, hvad der siden blev brudt og delt; det begynder som en Hverdag, en sum af Oplevelser, store og smaa, Liv, der er levet, Drømme, der er drømt, - det ender som en Vision, i hvis Skær Barnets Verden bliver den eneste virkelige og alt, der kom efter, kun en Skinverden og et Skinliv. I dette skær bliver Barndommens Ø hint Eventyrets Atlantis, den sunkne Verden og det tabte Land, bliver hint Itaka, hvorefter man styrer, naar man er ked af Livets Odyssé, hin Prosepros Ø i Havet, hvortil Shakespeare trak sig tilbage for at tage Afsked med den Kunst, han godt vidste var mindre end det Liv, hvis Himmel og Helvede, den gav udtryk for, sige Farvel til en Skinverden, der var dyrt betalt med det, der maatte gaa under for ham i Livet . . endnu en gang vilde han føle sin Magt som Illusionens Magiker, sætte Caliban og Ariel Stævne, sætte Dom og og skifte Ret ... saa vilde han grave sin Tryllestav favnedybt ned i Jorden og skænke sin Grav hver tredie Tanke, den der først blev vor i Aand og Sandhed, naar vi opdagede, at der var en Verden udenfor Veronas Mure, og Ringen blev brudt paa det, at vi skulde forstaa, at evigt ejes kun det tabte; den ydre Verden blev en indre, det forandrelige blev noget konstant.

Jørgen K. Bukdahl (min far): "Etik og epoke, Om lighedstanken hos Søren Kierkegaard", Særtryk af "Studenterkredsen" nr. 1-2, 1967:

Hos Kierkegaard er lighedstanken en urokkelig forudsætning: For enhver pris må synden formuleres således, at alle er sammenfattet under dens bestemmelse og for enhver pris maa frelsen formuleres således, at alle har lige let eller lige vanskelig adgang til den. Alle individuelle forskelle, alle "differenser" - begavelse, talenter, social situation, psykologisk disposition - er derfor uden betydning, hvor talen er om menneskets etiske kvalitet: "enhver væsentlig Existents-Opgave forholder sig ligelig til ethvert Menneske." (VII 376). "Den digteriske Pathos er Fattigmands-Pathos, Pathos for Hvermand, thi ethvert Menneske kan handle i sig selv, og man finder stundom hos en Tjeneste-Pige den Pathos, man forgæves søger hos Digteren i hans Existens" (VII 383). Den Vanskelighed at blive kristen, er den "absolute, ikke comparativ-dialektisk (lettere for det ene Menneske end for det andet), fordi Vanskeligheden forholder sig absolut til ethvert Individ især, og absolut fordrer hans absolute Anstrængelse, men heller ikke mere, thi saa lidet som der i det Religieuses Spære er Lykkens Pamphiliusser eller Tallotteriets Trækning, saa lidet er der forurettede Indvider." (VIII 420).

Knud Togeby (min morfar): "Romanens metaformoser", særtryk fra antologien Romanproblemer, uden år:

Ordet roman, der træffes i fransk fra omkring 1150, betyder i sin oprindelse ikke blot en tekst fra romansk (fransk) folkesprog, men en tekst overførst fra latin til fransk. Da ordet opstår, bruges det om den nye genre, der består i at overføre latinske heltedigte til folkesprog: Roman de Thébes efter Statius' Thebiade og Roman d'Eneas efter Vergils Æneide, og derfor bliver roman først og fremmest genrebetegnelsen for den høviske roman./  Ifølge sin etymologi betegner ordet roman altså, at en episk tekst udsættes for et sprogskifte, et formskifte. Den følgende fremstilling skal være et forsøg på at vise, at denne etymologiske betydning af ordet udtrykker noget for romanen meget karakteristisk igennem hele dens udvikling. Når min titel er Romanens metamorfoser, skal derved ikke blot forstås det nærliggende, at romanen forandrer sig, men metamorfoser skal tages i sin etymologiske betydning af "formskifter". Min titel indeholder altså to ord, der i grunden betyder det samme.

Lise Togeby (min mor): "Er "vi" ved at vænne os til "dem"", særtryk fra tidsskriftet Politica, februar 1997 (manchetten):

Spørgsmålet om flygtninge og indvandrere er siden begyndelsen 1980'erne blevet genstand for stadig større opmærksomhed. I de seneste år synes denne opmærksomhed imidlertid at være aftagende. Indvandrerproblemerne er næppe blevet mindre, men vi synes at have vænnet os til, at de findes. Med den aftagende opmærksomhed er fulgt en øget tolerance på både det politiske og det økonomiske område, mensa der synes at være en stigende bekymring overfor de træk i udviklingen, der peger i retningen af et multikulturelt samfund. Artiklen diskuterer på denne baggrund mere generelt, hvordan holdningerne overfor over for flygtninge og indvandrere påvirkes af svingninger i opmærksomheden.

Hvis man gerne vil opleve det fantastisk sjældne og eksklusive at modtage et særtryk, er man velkommen til at sende en frankeret (det er ikke et tykt særtryk, bare 9 sider) svarkuvert til LB, Vodroffsvej 7, 3 th, 1900 FC.