Rifs ur-autofiktion-queering

Min gamle Kristelig Dagblad-redaktør - og dermed Dr. Frankenstein! - Anders Raahauge ringede på vegne af Jylands-Posten for lave voxpop om næste uges 80 års-fødselar Klaus Rifbjerg, og jeg fortalte, at min primære sti ind i og gennem forfatterskabet forbliver den humoristiske /satiriske fabulant, fra Marts 1970 til - og så kom jeg pludselig i tanke om en gammel yndlings-Rifbjerg, jeg helt havde glemt (aktualiteten af), Dobbeltgænger eller Den korte, inderlige, men fuldstændig sande beretning om Klaus Rifbjergs liv, der tilbage i 1978, hinsides Bjørn Rasmussens og co., groft og kosteligt queerer autofiktionen ved at bekende, at Rifbjerg i virkeligheden er hermafrodit! Her slutkapitlet efter de 110 siders lystelige udmaling af det poly-seksuelle leben i 30'ernes København og Berlin: 

Og hermed ebber den korte, men fuldstændige og sande beretning om Klaus Rifbjerg liv ud. Hvad der siden fulgte tilhører offentligheden og har gjort det længe. Den har ladet sig føre bag lyset, gudbevares, men har måske trods alt følt sig underholdt af og til i al uskyldighed. Nu er det syvende slør faldet, og man ved, hvem jeg for alvor er. Tiden blev moden, og jeg kan kun bede om tilgivelse for mit hidtidige dobbeltspil.
  Selv er jeg stadig væk dobbelt, men erkender fuldt og helt og bærer ligeværdigt mit medlemskort til henholdsvis Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse. Jeg har lagt billet ind hos sodomisterne, men de synes endnu mine erfaringer på området er for beskedne til, at jeg kan komme ind som mere end passivt medlem. Det glæder mig, at der endnu er erfaringskredse, man kan underlægge sig.
  I øvrigt er jeg ved at blive gammel. Den store lidenskab er nok dæmpet af. Men jeg går til alle den gode sags demonstrationer og skriver de nødvendige læserbreve, når den ene eller den anden fraktion synes at have brug for min støtte. Jeg er æresmedlem af Transvestitternes Fagforening. Daglig færdes jeg i den sorte firkants små beværtninger, og det er da også her, jeg sidder og skriver de sidste linjer af min bekendelse. Min alpehue hviler på det grå krøllede hår, der står en pilsner på bordet, jeg ryger en cigaret og er glad for at tjeneren bag skranken kalder mig Camilla. Det virker hyggeligt, fortroligt, og i dag er jeg dame.
  Efter krigen købte min [spidsborgerlige] familie rettighederne til min Doppelgängers navn og identitet for en rund sum. De er begge døde nu, men han, som engang var mig - eller er det omvendt? - og hvis liv jeg har udnyttet og udbyttet til sidste hvid for at hytte mit eget skind og skaffe til dagen og vejen, bor nu (det tror jeg da) i total anonymitet under et andet navn og finder sit udkomme som lærer i landsbyen Asferg i Midtjylland.

Et tvetullet pionerværk!