Bue & Pilates - Et juleeventyr fra Blogdahl til alle jer

Det var den 24. december 2011, og sneen glimrede knitrende og alabasterhvidt ved sit fravær. Udenfor den statelige, bambusflettede digterwohnung i Kikhavn stod tre lysende, men mørklagte skikkelser og sukkede. Sikke de sukkede: Suk, suk, suk, som krystalhårde, falsterske sukkerroer! Det ligefrem dundrede gennem den hippiehonorære fritidsidyl.

  Trioen havde været uendeligt, for ikke at sige endeløst meget igennem sammen, delt glæder og sorger og kedsomhed, mest kedsomhed, af den tvangspåførte, litterære slags, hvor man får påbud om at betages i timevis, viklet ind i metaforiske lianer seje som forlagsdirektørslips, over selv det vandhanemindste vandfald. De var navnkundige i hele det lille, stolt indskrænkede kongerige, men alligevel følte de sig svigtet og forladt og godt og grundigt røvrendt af ikke mindst digterwohnungens kvieøjede og kajakkalibrerende indvåner.

  Som den popvakte læser allerede har gættet, drejede det sig om det 12-årige, blæksorte adoptionsbarn Dorothea, hendes kæleabe Kong Tut og det blå egern, der ikke havde noget navn, fordi det for fanden var alt nok at være et blåt egern – hovedpersonerne i det tredje årtusindes mest suveræne og hujende og bestialske bestseller, Regnbue og pil, der udkom på Leverandør til Kgl. Danske Hof People’s Press i begyndelsen af april samme forbandede og velsignede og forbandede og velsignede og forbandede år.

  Dorothea sukkede en ekstra, sjælerungende gang og bankede på den af 17 ekstra lag bambus pansrede bambusdør med sin lille næve, der mest af alt, af alting i hele den vide verden, lignede et dodoæg, altså et æg lagt af den i 1782 uddøde, klovnelignende urfugl, ikke af den buttede 80’er-popsangerinde af samme navn.
  Efter 23 minutter, der for vores tre helte føltes som mindst 27 ½ minut, åbnede digterwohnungens indvåner sin dør og stod foran sine bulede kreationer i al sin pragt og ælde. Salt og peber-håret var lige til at spise som den zebra-salat, det lignede og måske også var (zebrakød kan erhverves for en eksorbitant sum pr. kilo og ved diskret henvendelse til uddeleren, den tidligere pensionskassebedrager Rasmus Trads, i Kikhavns Megasuperbrugs); lige nedenunder tronede det asiatisk vældige hoved, der sagtens kunne minde om Mao Tse Tungs, hvis Mao var rejst til USA som 17-årig og amerikansk drømmende og i en rasende fart var avanceret fra avisdreng til tændstik-tycoon og nu på tredivte år henslæbte tilværelsen som international kunstklatretyv med speciale i Gauguins Tahiti-pinups. Hvis Mao! Så indvåneren!
  - jaH, ymtede indvåneren med den helt særlige, skarpe og skingre falset-snøvlen, som det havde taget mange måneder i spejlsalen i Versailles at indøve – til sidst var splintringen omsider total - og stirrede inderligt uforstående på verdensfredsforstyrrerne.

  Dorothea tog Kong Tut og det blå egern, der var det blå egern, der var det blå egern, i henholdsvis hånden, der viste sig at være den venstre fod (thi som Vagn Lundbye har skrevet flere Langlands-manifester om, så har aber FIRE HÆNDER, hvilket gør dem langt mere avancerede end mennesker) og poten og stillede med ad helvede til skælvende stemme det afgørende spørgsmål:

  -Har du personligt oplevet et eller flere af følgende fænomener pga. jobbet: Præstationsangst? Depression? Skilsmisse/ parforholdskrise? Økonomisk usikkerhed?
  Indvåneren blev så gennemgribende rasende over denne yderst sjældne ydmygelse, at han slog en gordisk knude på sig selv – hvilket langt fra var lige så nemt som til morgenyoga på Thylejren i sin henrundne tid – mere kompleks end nogen hallucinatorisk snabelsko. Og på en decibel kun hørlig for skabede hunde og – tilfældigvis! - blå egern fremsagde han følgende aztekiske evergreen (fra Inkaens sange, oversat Erik Voigt, Husets Forlag, 1979):
  - Tanken er tom som en såret vicuna./ Den løber fortvivlet, falder, rejser sig igen for at fortsætte sit endeløse løb, som aldrig fører til noget mål./ Tanke – nådesløse broder, fordømte usynlige genfærd, der kryber i mit indre som en giftig edderkop, og jeg kan ikke forjage den fra mit hoved./ Kunne jeg blot åbne min hjerne for at finde dig og styrte dig ud over offerskrænten, hvorfra ingen vender tilbage!/ Tanke – som tvinger mig til at grunde over ting, jeg ikke vil, og til at se tilbage på min smertefulde vej./ Lad mig i fred!/ Hold op at pine mig!/ Hvis dette er dit lys, da lad mig leve i det evige mørke!

  - Det er jo ikke noget svar, sagde Dorothea spidst som en spidsmus sitdown-strejkende i Milena Penkowas fiktive, spanske laboratorium, og ud af fryseboksen i Kong Tuts rygsæk trak hun en pyramideformet snebold, specialfremstillet af autonome, kryolitmine-besættende inuitter, gik tre skridt tilbage og kastede den med et fuldstændig ubesmykket KLASK lige i indvånerens sublimt selvfede fjæs.

  - Klædeligt sul! konstaterede det blå egern, tørt som et juletræ påskemorgen.