Dronning Thorup-versionen

KGL. KEDSOMHED Det er begrænset, hvad en hofsnog kan finde gemt under gulvtæppet, demonstrerer Jens Andersens kraftesløst servile Dronninge-biografi

I dag er det Daisy

Jens Andersen: M- 40 år på tronen. Opulent illustreret. 508 sider, 400 kr. Lindhardt & Ringhof

Af Lars Bukdahl

Hav venligst tålmodighed, menige og borgerlige læser, mens jeg prøver en småkroget omvej for at få mig selv til at interessere mig for denne anmeldelse af M – 40 år på tronen, litteraturredaktør på Berlingske Tidende Jens Andersens monumentalt kedsommelige biografi om Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark i anledning af hendes 40 års regentjubilæum til januar, nu det tydeligvis ikke har interesseret Jens Andersen at skrive bogen – ud over chancen for at få sig et ridderkors måske.
  Min overskrift, Idag er det Daisy, er titlen på en nyklassisk, hybrid tekstsamling udgivet 1971, året før tronbestigelsen (hedder det virkelig det? det hedder det virkelig), og skrevet af Kirsten Thorup, født i 1942, tre år efter Dronningen, men begge er de, med titlen på tv-serie. Thorup bidrog til, krigsdøtre. Daisy er som måske bekendt Dronningen kælenavn i den nærmeste familie, mens M er den enkle signatur på hendes billedkunstneriske værker, og sørme om ikke flere tekststykker i Idag er det Daisy også bare hedder - og handler om en vis, i den grad ukongelig - ”M”, fx dette her:
  ”M. sad med Carlos hund på skødet. Den hed ”Suicide Kid”. Det var umuligt at vide hvad hun følte og spørgsmålet var om det overhovedet havde nogen interesse at beskæftige sig med hvad M. lagde mærke til i løbet ad dagen. Hun havde for længst set at gardinerne i vinduet overfor var røde og at der var en fjernsynsantenne men det var ting der hurtigt forsvandt igen. Og at køkkenet lå til højre når man kom ind og at Bessi bed negle og havde store lidt opsvulmede øjenlåg men det var noget hun vidste på forhånd og så snart hun følte sig søvnig gik hun ud og så efter om der var noget i køleskabet.”
  Det er modsat Jens Andersens bog en meta-kedelig-tekst, der besværger og har sjov med sin og sin hovedpersons kedsommelighed. Og jeg kan ikke tro andet end, at Jens Andersen, mens han skrev og researchede på sin bog, har spurgt sig selv, om alle disse ørkesløse nytårstafler overhovedet havde nogen interesse for en litteraturredaktør og ph.d. og forfatter til biografier om dramatiske personligheder som Thit Jensen, Tom Kristensen, Tove Ditlevsen, Frank Andersen og Ole Lund Kirkegaard. Men det er ikke en tvivl, man mærker nogen steder i de 500 siders næsegrus loyale støven rundt i Dronningens fodspor og kragetæer.
  Guderne skal vide, at jeg har haft mine kvababbelser over Andersens privatlivssnagen i tidligere biografier: Hvorfor jeg skal til stadighed belemres med billedet af Tom Kristensen drukkollapset og indsmurt i sit eget bræk i en busk i Virum? Det kan på den anden side også blive for diplomatisk, og hvis man vil have access til Kongehuset, er servilitet selve vilkåret – udover Dronningen (med røde typer – hvorfor ikke blå?) har Prinsgemalen, Prinsesse Benedikte, Prins Joachim og (en temmelig fåmælt) Kronprins Frederik udtalt sig - og intet nyt fortalt, naturligvis.
   Hvad angår biografisk action, har Jens Andersen heller ikke gjort det nemmere for sig selv ved, med enkelte flashbacks, at begrænse sig til de 40 år på tronen; alt andet lige var Dronningens liv vel livligere, før hun blev dronning. Ifølge forlaget og foromtalerne er Jens Andersens scoop imidlertid, at han har ”haft adgang til Dronning Margrethes talemanuskripter gennem 40 år. Ikke kun nytårstalerne, men også fire årtiers taler til jubilæer, overrækkelser, åbninger, mærkedage og – ikke mindst – 100 statsbesøg i udlandet og i Danmark.”  Og tak for forsmagt spand af kold kaffe, siger jeg bare!

  Jens Andersen gør et stort nummer af Dronningens fyndighed og poetiske billedsprog, og jeg er enig i, at hun på sin egen gammelmodige måde er en temmelig prof festtaler, men det manglede sgu da også bare! Her er en fremhævet passage fra Dronningens tale ved Prinsgemalens 70 års fødselsdag:

  ”Din mobiltelefon ringer i tide – og utide; hvert år er du at finde ved roret i din drage, og fra tennisbanen lyder boldenes pling og plang mod ketsjeren, akkompagneret af lystige tilråb”

   Og her er Jens Andersens imponerede tekstkommentar:

  ”Med ”pling og plang” er man sprogligt set tilbage på Robert Storm Petersens tid og tangerer den københavnske slagfærdighed, Dronning Margrethe arvede fra sin far og aldrig har lagt fra sig.”

  Små slag i Ping-klubben! På parallel facon overdriver Jens Andersen Dronningens betydning for danmarkshistorien og verdenshistorien: Øjensynlig befriede Uffe Ellemann ikke de baltiske lande alene, Dronningen hjalp til! Og som venstresnoet medarbejder på en højredrejet avis finder jeg Dronningens fremmedvenlige bemærkninger absolut sympatiske, men det gør hende altså ikke til den førende hallalhippie, som hun efter Jens Andersens mening er. Bortset fra at han meget helst ikke mener noget om noget inde i bogen og slet ikke - han er dog en slags æstet!? - om Dronningens kreative sysler.

  Så vidt jeg kan se og læse har Dronningen væsentligst haft betydning for Kongehuset selv; gennem sin kloge og værdige og lettere nervøse (og dermed åh så menneskelige) varetagelse af det håbløst anakronistiske og dekorative job, det er at være regent i repræsentativt demokrati, har hun mod alle odds bevaret og udvidet Kongehusets popularitet, og det er da, på en spøjs meta-manér, ganske godt gået.

  Hvis jeg skal udnævne en mere reel Dronning af Danmark, falder mit valg på akkurat Kirsten Thorup, der har haft de sidste 70 års danmarkshistorie forpligtende tæt inde på livet og illumineret den i blivende kunstværker, der har gjort en forskel, både for litteraturen og for de få og mange danskere, der har læst dem. Og jeg ved så ikke, om det er Helle Helle eller Kirsten (den II) Hammann, der er Kronprinsesse, det er nok Helle. Også ved det hof er Jens Andersen ansat som kammertjener, men iveren synes betydeligt ærligere. Slå ham med en tusindfryd!