Brillerne 1, 2, 3, 3½

BRILLERNE 1 (1987)

brillerne fortalte
at revolutionen
var i gang
og ganske rigtigt
troede
de ikke deres
egne øjne
men fløj
i lige linie
mod andre
himmelstrøg
og mere gennemtrængende
pupiller.

BRILLERNE 2 (2006)

briller skaber folk,
men ikke folkelighed,

øjne på stilke bag sær-
deles elastiske briller,

ånden sidder i bogstaverne,
sjælen sidder i brillerne,

foreningen for mere
end 2 brilleglas bliver
verdensomspændende;

homo dit og dat;
mennesket er en brilleabe.

BRILLERNE 3 (2006)

jeg har brillerne,
men I er aberne,
som blindt sviner
tavlen til med
skønskrift af værste
duksede og tillærte
aftapning, der, hvis
I var mange nok,
og det er I efterhånden,
guddødeme, rask væk
skulle knæsætte
en London-tåge af stuk,
et blivende white-out,
i samtlige tårekanaler,
men jeg har brillerne,
jeg har-har brillerne.

BRILLERNE 3½ (2011)

fjerlet og firkantet
indrammes
mine ikke synderlige syner
progressivt,
dvs.
afhængigt af blikretningen
er virkeligheden
så vel som fiktionen
(PAaB: poesi er ikke fiktion)
fra alle vinkler,
selv de blinde,
ikke en tøddel utydelig,
hvilket unægtelig
stille store krav
til samme
og ikke-samme,
såvel som forsamlede
spejleffekter og
skyggevirkninger,
det er på tide,
synligheden strammer sig an,
den er offensivt i fokus nu,
no more er blikket blakket,
jeg ser los!
jeg ser løs!
jeg læser lys!