Klokken 17.00 i dag på Forfatterskolen uddeles Albertine-Prisen, hvis bagmand er digteren Knud Steffen Nielsen, stærkt fortjent til 2010's øredøvende dobbeltdebutant René Jean Jensen (prisen blev uddelt første gang sidste år, prismodtager: Frank Kjørup). Jeg siger også noget (anstrengt noget) ved ceremonien, men her er som foreløbigt HURRA en tæt ustyrligt tekst fra kortprosasamlingen Om april, i maj, som Lars Skinnebach, Marianne Stidsen og jeg med stor fornøjelse og forfjamskelse nærfejllæste på Gyldendal for en uge siden, og jeg ved ikke hvorfor, der ikke var nogen , der sagde, at den selvfølgelig bare handler om en tekstlæsning på Forfatterskolen i de sene 90'ere:
LILLA KRAGER? Det eneste, den tekst udtrykte, var forfatterens voldsomme trang til at skrive en tekst. Det var vanskeligt at finde ud af, om teksten emmede mest af socioøkonomi, social positionering eller noget tredje. Der bør altid være noget tredje. Ellers tror folk bare, at din hjerne er binær. Eneten er den binær eller også er den fuld af tredjemæssigheder og dermed ligesom åbnet (foto: dampsøjle fra gryde, øverst svæver låget). Okay, anyway, teksten lå på bordet og skulle læses. Hvorfor ikke af os? Nu vi alligevel var her. Det kunne have været raffineret med en historie om græsplænemanden, der tænkte på fugaer konstant, hans forkærlighed for barokmusik og kaprifolier; hvordan han gradvist hvirvles ind i et sinistert hernnhutisk komplot mod lillebyens greve, de sære fugleflokke (lilla fugleflokke!), den tunge ånde i redskabsskuret, krudtslam på økseskaftet, grevindens ligesom grundløse fritidssysler, hendes forkærlighed for at nulre druer, den skimmel, der gror på hans agern, og den sindssyge barselspatient, der kvæler et menneske, når vi mindst venter det. Men alligevel forståeligt nok, sådan arbejder teksten, forståeligt nok, når alternativet nu var så frygteligt. Men alt dette gør teksten naturligvis ikke, det vidste vi fra side et, den optræder som det rædselsvækkende kvindemenneske, hende med den bare ryg, hun sidder altid med bar ryg, vender den mod os, overraskende plankeagtig er den, en svag skrånen fra rygsøjlen og ud til begge sider, ingen hår, ser vi, når vi kommer tæt på, og en hud, der dirrer, nej vibrerer, det er et skrækindjagende syn, synes vi, den huds dirren, det vil ikke forlade os igen, aldrig, synet af den rygvendte kvinde (som, det må vi huske på, ikke er andet end ryg) og hendes alt for sensible hud på ryggen: Hun skriger simplethen med huden på ryggen, et langt skrig.
- og så det endnu længere skrig: TILLYKKE!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar