Mærkeligt med lakunerne mellem nedskrivning og publikation, i samme øjeblik, jeg har afsluttet denne blogpost, er den med et klik ude på nettet; de anmeldelser, jeg skriver mandag-onsdag, er i avisen fredag. Og så ankommer pludselig en pdf-korrektur på en tekst, der hedder"Suprematistman på ingen eventyr", som jeg angiveligt har skrevet til det århusianske, kunsthistoriske tidsskrift Passepartout, men som jeg ingen umiddelbar, aktiv erindring har om; i teksten henviser det jeg, som jeg må acceptere er mig, til et besøg i Venedig "denne påske", og den påske ligger to et halvt år tilbage i tiden, så det må være mindst to år siden, jeg har skrevet teksten efter med garanti indtil flere overskridelser af deadline. Endnu længere tid siden er det, jeg skrev den minimalmarathon-læsning af Helle Helles forfatterskab, som jeg har en anderledes akut bevidsthed om og flere gange har henvist til og citeret fra her på bloggen, og det ser rent faktisk ud som om, at Syddansk Universitetsforlag og Samleren udgiver HH-antologien, artiklen blev skrevet til, sidst i november, ca. samtidig med Hvedekorn 4, 2011, som jeg også netop har modtaget pdf-korrektur på og som jeg afleverede manus til for tre uger siden; det er derfor, siger jeg bare, at jeg har lidt svært ved at have respekt for akademiske deadlines (undtagen Anne-Marie Mais!)
ANONYM - DU MADER DINE BØRN MED ORD.
SvarSlet