Det er ikke ligegyldigt
i hvilken rækkefølge roserne på
rosenbusken under vinduet springer ud.
Men det er heller ikke afgørende.
Det er et sted midt imellem,
et yndigt sted.
fra privatudgivelsen Haven med de 12 digte, 2010/2012
Notater
Polemisk [udgik fordi samtalen med Lars Skinnebach og Marianne Stidsen blev så god og konstruktiv, og så var der ingen plads til præfabrikeret polemik] Eske fraværende i Stidsens Hovedsporet; iflg. Skinnebach violinmusik mens Titanic går ned -
Et perfekt YNDIGT digt, ikke mindst fordi det som punchliner oppudser ordet yndig.
Seks linker - fin visuel figur - pileformet - med den UDSPRINGENDE linje, som længst -
fin syntatkisk/prosodisk rytme - hovedsætning, ledsætning, 3 linjer, hovedsætning, 1 linje - sætning ? tilføjelse, 2 linjer
intet eksplicit jeg - implicit digterjeg - placeret ved vinduet, skrivende, agtpågiven, rose-noterende - nærmest aforistisk [indtil sidste linje som et kedeligt Per Aage Brandt-digt, beskrev jeg det live], en betragtning om og udledt af natur(iagttagelse) - ingen metaforer, eneste, men så også stærkt poetiske effekt, adjektivet yndigt - & leg med, knopskydning fra det faste udtryk 'et sted midt i mellem'
ligegyldig vs afgørende
for rosenbusken: vilkårlighed/ nødvendighed i anturen (Højholts Gentagelsens musik), kaosteori
for digteren (menneskeheden) vilkårlig/ nødvendig skønhedsoplevelse
i den dynamik ligger yndigheden (eller potentialet for samme) (der meta-agtigt også er kunstværkets)
Yndig, iflg. ODS: som udtr. for æstetisk egenskab, virkning: som behager, tiltrækker, tiltaler ved ynde, fortryllende, bedårende, henrivende, charmerende, vakker (ironisk: idyllisk, romantisk - her rent positivt)
smlgn. med Duchamps 3 standrd stoppages, 1912-13, 3 snore smidt fastholdt i kasse, på billede - [en tålmodig Martin Larsen-type kunne fra digtet opfinde og praktisere tekststypen] rose-udspringnings-rækkefølge-regnskab
den som-en-rose-udspringende, nødvendigte tilfældighed digtet skriver sig frem er netop sidste linjes tilføjelse og her fremfor alt ordet yndig som for læseren opleves lige så overrumplende som den (opleves at) opleves for digteren
uundgåelig intertekst: Brorsons salme "Den yndigtse Rose er funden", 1732, uddrag:
Den yndigste rose er funden,
blandt stiveste torne oprunden,
vor Jesus, den dejligste pode,
blandt syndige mennesker gro'de.
Alt siden vi tabte den ære,
Guds billedes frugter at bære,
var verden forvildet og øde,
vi alle i synden bortdøde.
Da lod Gud en rose opskyde
og sæden omsider frembryde,
at rense og ganske forsøde
vor slægts den fordærvede grøde.
rosen = Jesus, den dejligste Pode, allegorisk eksegse af lighederne
Mathiesen punkterer allegorien, lader roserne være roserne - og yndighedere ikke-form, ikke-form/passiv, men spilfærdig, dynamisk - ikke styret
(andre litterære yndigheder: masser af HCA, "Der er et yndigt Land", "Det er så yndigt at følges ad")
jeg læste det nu som "hjem" - rosenbusk alene gør intet hjem, vindue alene ikke heller, men vindue OG rosenbusk (betragtet) danner for mine øjne et hjem, set udefra (nærmest postkort-agtigt), på afstand, og over denne måske netop reflekteret over som "et sted", og altså et yndigt (ironisk ment eller ej, jævnfør din reference til "Det er så yndigt") sted tilmed.
SvarSletOG jeg synes også, at det blev misset (som i miss), noget af det bedste i Pias tekst om bestik, nemlig fortællerudsagnet: "Siden er han aldrig blevet grebet af nogen indskydelser, så vidt jeg ved", umiddelbart efterfulgt af: "Jeg vil dø! siger han". Rimelig voldsom indskydelse skulle man da mene.
SvarSletOg virkelig fedt skrevet (som i tykt).