Men jo ikke hvilken som helst form for FOR MEGET af hvad som helst

Som passioneret elsker af og propagandist for literær monstrøsitet bliver jeg kæmpemeget irriteret over afslutningen på Lilian Munk Rösings Bogstaveligt Talt-klumme i Informations bogtillæg i dag, fordi det bl.a. må være være mig, hun hentyder til, når hun taler om "for meget"-kritikere af Josefine Klougarts debutroman - som jeg rigtignok ikke vil sammenligne med J.P. Jacobsen og Homer:

En roman som Josefine Klougarts Stigninger og fald kan siges at føre den homeriske digression til sin yderste konsekvens. Den er Homer gone crazy. Stilistisk er den kendetegnet ved sine lange billedkaskader udgående fra en sansekonkret detalje, og netop ved at billederne synes at selvstændiggøre sig. Disse billedkaskader blev forskelligt modtaget af kritikerne, også blandt de kritikere, der ellers er fælles om at hylde den sprogbevidste litteratur. Nogle var begejstrede og sammenlignede med J.P. Jacobsen; andre syntes simpelthen, det var »for meget«./ Men er Homers digressioner så ikke også ‘for meget’? Eller er det netop, som Adorno hævder det om Homers eper, i dette ‘for meget’, at sproget kan arbejde for en skrøbelig frihed i en verden præget af tvang? Kan litteraturen ikke være en meget mere kraftfuld kommentar til den verden, vi lever i, ved at hengive sig til ‘beskrivelsen’ og holde pause fra den ‘fortællen’, som massemediernes simultankrønikeskrivning arbejder så ihærdigt på 24 timer i døgnet?

Men at noget er for meget er jo ikke en kvalfikation i sig selv, ligesom at et digt står på hovedet ikke er en kvalifikation i sig selv, selvom jeg indrømmet synes, at for meget-praksis og på hovedet-praksis principielt er fede praksisser og federe prakssisser end så mange andre praksisser; mit problem med Klougarts formegethed er, at den for tit er uenergisk og akavet, nydeligt og korrekt for meget, med andre for lidt for meget og for meget for lidt.