tirsdag den 27. september 2011

Krrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrogsbøl

Thomas Krogsbøls blog Poesi med kriminel uskyld har alle dage været en af de ivrigste og sjoveste (og når det slår ham: klogeste) og mest åbne (i forhold til at publicere poetisk primærtekst) danske digterblogs (som der som sådan er alt for få af og næsten slet ingen åbne af (ved digtere over 30)), men lige nu er manden centrifugeret i en decideret RAPTUS med den brillante serie af små, hårde og skæve jeg-er-dit-og-dat-digte, her to ex. fra de seneste dage:

JEG ER FORTIDEN

du kender mig allerede
der er ikke sket meget
siden sidste hæmoride

hårene på fortænderne
er nye og brokbindet
er blevet gulligt og olmt

hunden ligger begravet
hvor jeg ikke husker
mig selv i farver

JEG ER I STEREO

jeg kan ikke ske
hvor jeg sidder

giv mig kabler
giv mig tråd

symmetrien
gør mig smuk

uden at være
helt nøjagtig

En raptus, der as we speak har affødt sin egen virtuost og galsindige, koncept-eksperimentelle parallel-raptus, foreløbigt hovedværk er i går klokken 21:46's minmal-systemdigteriske (inspireret af schweizisk lydkunstner, se note på bloggen)):

JEG DANNER SKOLE

skole stole stolt stort start
styrt styre styrk stærk stære
store stork STTRRRRRRK
strik strak stram strøm strøg
stryg streg stred strid strit
strip strop SKRRRROOOP
skræp skræm skræk skruk skrut
skrud skrue skrub skrab skrat
skrap skram SKRRRRÅMMM
skråt skrål skræl skræv skriv
skrig skreg skrev skred spred
sprød spryd SPRRRRUUUD
sprut sprit spræt spræl spjæt
spjåt splåt språt språm stråm
strem stjem STJJÆÆÆÆÆÆL
stjol strol strom staom stamm
stumm stulm stulr stilr stalr
stalt staln STTTTAAAALD
stard sturd stuid stoid spoid
spold spolt spålt spalt skalt
skolt skolm SKKKOOOOLE

Gid dog ærkekirurgen Krogsbøl ville danne skole, folke-, efter-, eller høj-!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar