I sommerferien, da han stadig var levende genså jeg på Tate Modern hans perfekte Duchamp-rekonstruktioner, det store glas etc., og på Tate Britain hans samlede, forgrublet stilige, grafiske værk på én lang væg og det cool, cool og sexede maleri "$he" i den ellers ikke ophidsende afdeling for moderne, britisk kunst (OK, der er også Bacon!).
Hamilton er en af 4 hovedpersoner (de andre er Duchamp, Bryan Ferry (der havde Hamilton som lærer i art school, og mig selv) i mit kæntrede work in progress Brian-Færgen læk, og hele tiden finder jeg anledninger til at skrive det umulige system/tilfældighedsdigt færdigt, nu er der en ny anledning, ærgerligt nok!
I Den Blå Port 75, 2007, er der et digt til Hamiltons legendariske collage "Just what is it that makes today's homes so different, so appealing" fra 1956 signeret mig:
jeg er ikke Richard Hamilton,
det er ikke mig, der krøllede
det 20. århundrede sammen,
ved at lave en collage, der
skulle forklare, hvorfor tidens
hjem var så anderledes, så
appellerende til købekraften,
som da virkelig var ved at
komme i omdrejninger og
snart skulle inspirere selv
kunsten til at gøre et attraktivt
spejltrick af sig selv, i form
af f.eks. det tegneseriemaleri
af Roy Lichtenstein, som
hænger dér på væggen ved
siden af portrættet af Adam
Oehlenschläger, og som han
slet ikke havde malet endnu,
Roy, han var stadig i færd med
at fiske Mickey ud af den eks-
pressive suppedas, ligesom
Claes Oldenburg heller ikke
havde lavet sin bløde skinke-
dåse dér på bordet, Hamilton
fik det hele for en slik, og
det gør ingen glad, slet ikke
en muskelmand ude af sit
element, som en slikkepind
tynger ned, han bliver melan-
kolsk, gør han, som det fjernsyn,
der naivt kun er i s/h, men til
gengæld nægter at slukkes,
selv af søvnløse, 85 år gamle
Richard Hamilton, der ikke er mig
Godnat, Richard, tak for den grandiose p-tærte!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar