fredag den 24. juni 2011

Lydigt lydhør

Se, hvor nem jeg er!

Den ene uge har Geiger Records et læserbrev i WA Bøger, der skælder mig ud for at sjofle deres lyd + litteratur-udgivelser (hvilket må siges at være en sandhed med modifikation; de to cd'er med Marius Nørup-Nielsen-komboer, MikkelModulererMarius og Bodega Boys, anmeldte jeg sammen med Marius' seneste digtbog, ligesom Schweppenhaüser/Thomsens & Morten Søndergaards Hjertets abe sparker sig fri optrådte i anmeldelsen af Søndergaards må sort dreng dø ren, men det er så rigtigt, at jeg ikke har tænkt mig at gøre mere ud af Niels Lyngsø/ Stemmejernets insisterende desperate cd sigdetvidere end den kommentar om mandlige 90'er-digteres midtvejskrise, der foranledigede læserbrevet (den unikke kunstbog med lyd, Påvirket som kun et menneske kan være, blev anmeldt i 2. sektion, men kandiderer selvfølgelig alvorligt til (at kandidere til) Bukdahls Bet), bare fordi digt(ere) og musik(ere) samarbejder, er det altså ikke givet, at resultatet er anbefalelses- og/eller anmeldelsesværdigt som et helt eller halvt litteraturprodukt; fx er Er de sjældne's stærkt anbefalelsesværdige Lyserød Lyseblå Beige vel simpelthen og klassisk ikke-hybridt en plade med sange, hvis gode tekster tilfældigvis er skrevet (og delvist reciteret/sunget) af en digter, Lone Hørslev), den næste uge anmelder jeg glad Geigers seneste produkt, Peter Laugesen & Singvogels cd Den her planet glemmer vi aldrig.

Bare giv mig et møgfald, så adlyder jeg, det er min nye politik, men det skal være et ordentligt (hvilket ikke er det samme som rimeligt) møgfald.

1 kommentar:

  1. jeg er helt enig i, at musik/lyrik-samarbejder naturligvis ikke i sig selv er selvskrevne til at blive anmeldt, men finder det omvendt påfaldende hvor sjældent det sker hos såvel dig selv som andre. Jeg må indrømme, at jeg har overset, at Marius' 2 udgivelser blev anmeldt af dig, og jeg beklager fejlen og glæder mig så i øvrigt såre over, at Geiger Records endelig kommer i spalterne med en vaskeægte anmeldelse i form af Laugesen/Singvogel. I hvert fald så første gang det sker, at vi bliver anmeldt som andet end appendix/randbemærkning til bøgerne. Glimrende anmeldelse, du kan jo godt! mvh Rasmus, Geiger Records.

    SvarSlet