Der er altid kritisk bo-rum hos Borum

(lang tid siden jeg sidst læste mit idol Poul Borums kritiske manifest (af et skide enquete-svar) i Passage 5, 1988 (samme år jeg begyndte at anmelde), men det er sgu mere aktuelt og rammende end nogensinde - her er punkt II og IV:)

FORMÅL
1. Ironisk.
Anmeldelser har to hovedformål: at genere forfatterne og at få læserne til at lade være med at købe dårlige bøger.
2. Alvorligt.
Nej, men alvorligt talt: dagbladskritik skrives ikke for bøgernes forfattere; det ville være utåleligt hovmodigt at tro, at man efter en uges læsning sku ku fortælle forfatteren noget han ikke ved om en bog han har arbejdet et år eller mere på. Men for læsere.
3. Provokerende:
Ja, vist skal man være provokerende.
4. Eftertænksomt.
Og når man tænker efter, efter 29 [23 her LB] års anmeldervirksomhed er det egentlig forbløffende få anmeldelser man fortryder - og forbløffende mange hvor man fik ret!
5. Perspektiverende.
Udover at opfylde (...) behov for kritisk oplysning (...), kunne man håbe, at dagbladskritik i en større sammenhæng (og som regel umærkeligt, ikke-til-at-sætte-fingeren-på) kunne lære læserne større kritisk bevidsthed, hvilket jo må være gavnligt i alle livets forhold.
6. Principielt.
Helt bortset fra at forfattere som sagt ikke kan lære noget af anmeldere, så må forfatter og kritiker (læser) jo hele tiden (cf. Møller [en tekst af P.L. Møller er udgangspunktet for Passages enquete]) være både SOL og ØJE og SPEJL for hinanden.

MINE EGNE KRITISKE PRINCIPPER
1. Ironisk.
Må jeg for 117. gang citere D.H. Lawrence: ART FOR MY SAKE. Fandme. Hvorfor sku man ellers beskæftige sig med det?
2. Alvorligt.
Viden, kunnen, forståelse, kærlighed, skriveevne. Og først til sidst: det er ens forbandede pligt at være veloplagt. Med alle tanker, følelser og sanser rettet mod værket, som så vil svare igen. "Jeg skriver til dig, derfor er du til" skrev Tsvetajeva i 1917.
3. Provokerende.
Jeg er bestandig samvittighedsplaget over, at der findes bøger og forfatterskaber, som jeg på alle måder ved er gode, men som ikke siger mig noget (eller direkte forekommer mig frastødende). Når jeg alligevel som anmelder skal tage stilling til sådanne bøger, er det ofte en hård kamp mellem "det-er-godt" og "jeg-bryder-mig-ikke-om-det". (Jeg vil ikke nævne navne her).
4. Eftertænksomt.
Selvfølgelig er der ikke noget galt i at fungere både som forfatter og anmelder. Og selvfølgelig blander man ikke de to funktioner sammen. (Så kan Søren Ulrik Thomsen sige hvad han vil). Men når man selv er både læser og forfatter kender man både anmeldelsers umådelige betydning for læselysten og deres minimale betydning for det næste man skriver.
5. Perspektiverende.
Inden jeg blev anmelder tilbragte jeg seks-syv år på universitetet med at læse bøger og skrive digte. Hurtigheden i mit temperament passer jo nok til det at være dagbladskritiker; alligevel er jeg tit plaget af tanken om de kritiske bøger jeg ikke fik skrevet.
6. Principielt.
Jeg digter om (mine reaktioner på) verden. Som anmelder skriver jeg om (mine reaktioner på) bøger (som handler om verden). Skriveprocessen og tilfredsstillelsen er den samme (notat/ inspiration/ ord/ struktur). Jeg digter anmeldelser.

KÆRNETEKST!

Hvornår får vi den Borumbuste i Havnegade, ved fx Jørgen Haugen Sørensen, som han og vi har fortjent?