Ufikst, Ide!

Tidligere litteraturkritiker, nuværende forfatter Ide Hejlskov har et læserbrev i WA Bøger i går, hvor hun forsøger at referere fra kritikerpanelet i Literaturhaus til Den Blå Ports jubilæumsarrangement forrige torsdag, det lykkes ikke særlig godt:

Det er der falder i ørerne i disse mere eller mindre repræsentative kritikeres debat er, at anmelderne ingen læsere har (...) De to andre [Skyum og jeg] må mene, at de litteraturinteresserede læsere ikke tæller, fordi de ikke er kvalificerede. Eller de ikke kender dem? (...) denne nedvurderende holdning forklarer måske, hvorfor anmelderne tillader sig perfide nedsablinger (...)

Jeg kunne aldrig finde på at mene eller udtale, at jeg ingen (kvalificerede) læsere har eller nedvurdere (manglen på) samme - hvad jeg sagde i Literaturhaus var, at jeg skriver for ingen og/eller mig selv, og at det har jeg gjort siden jeg skrev i Kristeligt Dagblad og aldrig mødte en ærlig læser, hvad der fik mig til at skrive anmeldelser, som jeg skrev digte, som der på forhånd ingen læsere er til: for at tilfredsstille mine egne krav til teksten, eller tekstens egne krav til mig, fremfor noget imaginært, gennemsnitligt læser-gestalt - da jeg kom på Weekendavisen og oplevede at blive læst og møde læsere, opdagede jeg, at læsere selv i flok, selv i STORE flokke, er vidt forskellige, og at det, de var og er glade for eller sure på, hvilket kan komme ud på et, var og er, at kritikeren skriver i og med og PÅ sin egen vide forskel, for fuld, polyfon skrue.

Jeg ved ikke, hvad Ide mener med, at kritikere ikke ønske at "udøve analyse", men at dømme efter hendes læserbrev for et par uger siden, hvor hun gik i rette med Klaus Rothsteisn WA-anmeldelse af hendes nye roman, betyder analyse at forstå bogens tematik og dybere mening, sådan som forfatteren forstår bogens tematik og dybere mening, altså den sædvanlige reproduktion af bogens selvforståelse, som så mange forfattere, og såvel avantgardister som bestsellerister, mener, at kritikere er sat i verden for at levere. I beg to differ!