Apropos palindromer (se blogpost nedenfor) - og Vagn Lundbye, som jeg sidder og læser og anmelder nyt værkmonstrum af lige nu, Den kvindelige saga, så er der jo, kommer jeg pludselig i tanke om, hans ikke mindre uhyrlige roman Palindromos, 1991 (som jeg anmeldte i Kristelig Dagblad, med begejstret undren) hvor Gagag, en af flere hvide mænd tilfangetaget og kastreret af indfødte, ligesom Krister i tegneserien kun taler i palindromer:
- Sød døddøs, kluklo tossen - Vil en eddergod fartstraf dog redde liv? Han fniste og bøjede sig frem og begyndte igen at skrive [følgende latinske palindrom: SIGNA TE, SIGNA TEMERE ME TANGIS ET ANGIS (oversættes senere til: Kors dig, kors dig, du ængster mig forgæves)].
Til sidst i romanen antager palindromet og palindromeriet en sinister, vesterlands-apokalyptisk, allegorisk betydning; pludselig taler Gagag normalt og kan udspørges:
- Hvad er et palindrom? spurgte [hovedpersonen) Colombo desperat, da den anden blev stående med samme grin om munden.
- Alt hvad jeg sagde til, er palindromer. Dumme Rale!
- Jamen hvad er det?
- Genert då åd tre neg. Palindrom!
- Jamen hvad betyder det?
- Stav det bagfra, tosse!
Colombo nikkede og prøvede at gøre, som Gagag sagde.
- Forstår du nu? Palindrom.
Colombo nikkede og lukkede øjnene.
Det begyndte at regne igen. Dråberne faldt tungere og tungere mod vinden og overdøvede til sidst cikadernes, fuglenes og frøernes lyde. Gagag rejste sig og formede en skål med hænderne og fyldte den med regn, som han derpå slubrede i sig. Han stod lidt derude og kiggede op i regnen, mens han tørrede hænderne af mod endeballerne.
- Verden, vi har skabt, er et selvbedrag, sagde han og ledte efter ordene - Et selvbedrag. Et lig, derer lagt i jorden. Håret vokser! Det vokser og vokser. Længere og længere. Men vi er inde i kisten! Palindromet er begyndt!
Han pustede ud og så pludselig helt lettet ud.
- Verden begyndte uden mennesket, udbrød Colombo til sidst og lød som én, han havde glemt. - Der er måske ikke noget at sige til, at den også ender uden mennesket.
Rare Viggo bor i Tippi ti! Ro-bog giver ar!
SvarSlet