Jeg vil gerne svare for min sætning i Brøndums Encyklopædi. Jeg fik ordet af Morten og Niels hen over årsskiftet 1993/1994 hvor jeg sad i en 300 stor m2 kube, halvt hus, halvt ruin i det sydlige Spanien. Jeg surfede på kanten af en regulær depression, dyrkede hullet og rituelle ydmygelser foran det modsatte køn. Og de eneste digte der kom ud af mig på min sidste elektriske skrivemaskine som den enorme hankat Isidore havde overpisset fordi den syntes at jeg var en fin fyr, var de for mig dengang, helt fjendtlige og underlige tve-stemme digte hvor digtet kører med 2 stemmeføringer, en halvkvalt førstestemme og en benhård andenstemme. Ikke engang i digtet kunne jeg finde en form for trøst og beskyttelse. Jeg siger det her, for at opridse min tilstand dengang, fordi jeg opfatter sandheden i en linje og den måde vi afviger den på, som en af de væsentlige måder vi danser på som digtere. Og fordi det er vigtigt for mig at understrege at linjen var sand for mig personligt da jeg skrev:
Jeg kommer fra Helvede
Jeg synes også at jeg kan argumentere for at det moderne digt hvor jeget jo er centralt, også hviler på Dantes Guddommelige Komedie og hans rejse fra Helvede op til Paradis. Moderne i den forstand at han befolker sine 3 "huse" med sine samtidige og mytologiske figurer i en vidunderlig og højst personlig og alternativ udlægning af helvedet, skærsilden og himmeriget. På samme måde starter vi stadig som digtere med at kaste vores personlige stedord ind i et sprogsystem som er givet af vores forældre og skolen. For det er jo først når vi personliggør sproget omkring jeget at vi kommer til orde, så at sige. Og for nu at spænde buen så strengen knækker, så syntes jeg også da jeg skrev linjen, at den strejfede Gunnar Ekelöf og hans "Non Serviam" og hele det lange oprør mod "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud." Jeg mener, at hvis vi lige spoler os tilbage og lader billedet af himlen stå for at se den lukke sig og hviskes ud af vores verden og ser os mennesker stå alene tilbage på jordskorpen med håret i vinden og begreber som er fyldte og tømte og halvfulde og megaskæve. Det er jo ikke løgn, at selvom himlen er blevet et viskelæder og kloden en gummikugle i en social uligevægtig verden. Så bliver vi som skrivende selv nu i dag, vel stadig nød at forholde os til idéen om progression, hvad enten vi insisterer på den rene leg eller lægger trykket et helt andet sted. Jeg mener idéen om at lorten ikke bliver ved med at stinke, men formuldes og bliver til sommerens søde bær er ganske aktuel. Og hillemænd eller hilde mand hvor jeget bevinger sig mellem alle fluesmækkerne på rad og række og skjult i baghovedets camouflerende dyb. At blande højt og lavt er stadig en helt moderne dyd og jeg tænkte dengang at sproget er et andet sted så vi ikke taler jetfly der letter horisontalt, men om det horisontale og vertikale sammenfald - for så er en opad stigning jo det samme som et fremskridt. Og derfor valgte jeg helvedet som billedet på jegets udgangspunkt. Og jeg øjnede muligheden for at komme med hård nyser af en replik ind Brøndums Teater, for hvad skulle jeg digter svare på jeget ind i en artikel midt i mellem gøglere, videnskabsmænd og kunstnere, hvis ikke med et svar der ville overstige antallet af sider i bogen eller også så 4 knaldhårde og ladede ord. Og det var en befrielse for mig at skrive linjen, dengang hvor jeg stod midt i et vadested. Hvor jeg kom til digtet med en forestilling om at jeg var blevet hældt ud af Paradis og skulle genfinde mig selv i hver en spytklat, i hver en vandpyt og drev min længsel ind i hørmende maskine for når jeg så hev papiret ud og så digtet, ja så mødte jeg et to-hovedet monster hvor den ene hylede og og den anden skreg af grin.
Mens Nicoloaj insisterede på, at jeg er jeg.
SvarSletOg hvordan var det nu, han definerede jeg i Brøndums Encyklopædi:
SvarSletJeg kommer fra Helvede,
Jeg er ikke jeg, men mig. Og det er ikke kun grammatisk rigtigt.
SvarSletHusk Bob Marley. Og rastakulturen. Har det noget med det hele at gøre?
SvarSletI and I
Mig er et smukt ord og en sprød idé.
SvarSlet- - Lars F
FB er en Concorde ud over Atlanten
SvarSletJeg vil gerne svare for min sætning i Brøndums Encyklopædi. Jeg fik ordet af Morten og Niels hen over årsskiftet 1993/1994 hvor jeg sad i en 300 stor m2 kube, halvt hus, halvt ruin i det sydlige Spanien. Jeg surfede på kanten af en regulær depression, dyrkede hullet og rituelle ydmygelser foran det modsatte køn. Og de eneste digte der kom ud af mig på min sidste elektriske skrivemaskine som den enorme hankat Isidore havde overpisset fordi den syntes at jeg var en fin fyr, var de for mig dengang, helt fjendtlige og underlige tve-stemme digte hvor digtet kører med 2 stemmeføringer, en halvkvalt førstestemme og en benhård andenstemme. Ikke engang i digtet kunne jeg finde en form for trøst og beskyttelse. Jeg siger det her, for at opridse min tilstand dengang, fordi jeg opfatter sandheden i en linje og den måde vi afviger den på, som en af de væsentlige måder vi danser på som digtere. Og fordi det er vigtigt for mig at understrege at linjen var sand for mig personligt da jeg skrev:
Jeg kommer fra Helvede
Jeg synes også at jeg kan argumentere for at det moderne digt hvor jeget jo er centralt, også hviler på Dantes Guddommelige Komedie og hans rejse fra Helvede op til Paradis. Moderne i den forstand at han befolker sine 3 "huse" med sine samtidige og mytologiske figurer i en vidunderlig og højst personlig og alternativ udlægning af helvedet, skærsilden og himmeriget. På samme måde starter vi stadig som digtere med at kaste vores personlige stedord ind i et sprogsystem som er givet af vores forældre og skolen. For det er jo først når vi personliggør sproget omkring jeget at vi kommer til orde, så at sige. Og for nu at spænde buen så strengen knækker, så syntes jeg også da jeg skrev linjen, at den strejfede Gunnar Ekelöf og hans "Non Serviam" og hele det lange oprør mod "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud." Jeg mener, at hvis vi lige spoler os tilbage og lader billedet af himlen stå for at se den lukke sig og hviskes ud af vores verden og ser os mennesker stå alene tilbage på jordskorpen med håret i vinden og begreber som er fyldte og tømte og halvfulde og megaskæve. Det er jo ikke løgn, at selvom himlen er blevet et viskelæder og kloden en gummikugle i en social uligevægtig verden. Så bliver vi som skrivende selv nu i dag, vel stadig nød at forholde os til idéen om progression, hvad enten vi insisterer på den rene leg eller lægger trykket et helt andet sted. Jeg mener idéen om at lorten ikke bliver ved med at stinke, men formuldes og bliver til sommerens søde bær er ganske aktuel. Og hillemænd eller hilde mand hvor jeget bevinger sig mellem alle fluesmækkerne på rad og række og skjult i baghovedets camouflerende dyb. At blande højt og lavt er stadig en helt moderne dyd og jeg tænkte dengang at sproget er et andet sted så vi ikke taler jetfly der letter horisontalt, men om det horisontale og vertikale sammenfald - for så er en opad stigning jo det samme som et fremskridt. Og derfor valgte jeg helvedet som billedet på jegets udgangspunkt. Og jeg øjnede muligheden for at komme med hård nyser af en replik ind Brøndums Teater, for hvad skulle jeg digter svare på jeget ind i en artikel midt i mellem gøglere, videnskabsmænd og kunstnere, hvis ikke med et svar der ville overstige antallet af sider i bogen eller også så 4 knaldhårde og ladede ord. Og det var en befrielse for mig at skrive linjen, dengang hvor jeg stod midt i et vadested. Hvor jeg kom til digtet med en forestilling om at jeg var blevet hældt ud af Paradis og skulle genfinde mig selv i hver en spytklat, i hver en vandpyt og drev min længsel ind i hørmende maskine for når jeg så hev papiret ud og så digtet, ja så mødte jeg et to-hovedet monster hvor den ene hylede og og den anden skreg af grin.
I and I and the three I's
Nicolaj S og mig, mig, mig
Ay jeg synes lige at jeg glemte et Kh. Nicolaj og en tak for dialogen. Jeg er vildt glad for at du huskede linjen. Thumbs up.
SvarSlet