Om at råde Mogens Frey - en føljeton fra 1967

4
(DANSK LANDEVEJ)

KNUD ENEMARK / faldt i soldis
punkt for punkt blæst hjem
MOGENS FREY / nu må du vælge
nu må du sgu vælge landevejen
OLE RITTER / 1962 / 64 / 65 / 66
OLE RITTER / 1967

(afslutningen på den sidste tekst, "Lille privat mytologi", i Jørgen Leths Sportsdigte, 1967)

(...)
Leth indtager dermed en markant position i den yngre og yngste poesi.
Lige til sidst en rent saglig indvending mod et enkelt af digtene: "nu må du sgu vælge landevejen", hedder det et sted henvendt til cykelrytteren Mogens Frey. det synes jeg er et meget malplaceret råd.
Freys eneste chance som cykelrytter ligger i at vælge banen og koncentrere sig om forfølgelsesløb.

(afslutningen på Hans-Jørgen Nielsens anmeldelse af Sportsdigte i Information)

Om at råde Mogens Frey

Hans-Jørgen Nielsen siger i sin anmeldelse af mine Sportsdigte, 24. 1., at mit råd til cykelrytteren Mogens Frey om at vælge landevejen er malplaceret, fordi Freys fremtid ifølge Nielsen skulle ligge på banen, nærmere bestemt i 4 km individuelt forfølgelsesløb. Det har Nielsen selvfølgelig lov til at mene, men jeg tillader mig at sætte et spørgsmålstegn ved sagligheden i hans saglige indvending. Det er mig i al fald ubegribeligt at nogen i fuld alvor (men det er måske her spørgsmålstegnet skal sættes) kan råde Frey til at prøve lykken for fjerde gang i en disciplin, som man tre gange i træk har set hans kampmoral svigte i, da det endelig gjaldt. Hans forgæves forsøg på at komme lidt billigere til et internationalt gennembrud, end det er muligt på landevejen, har præg af tragedie, fordi han har spildt tid og kræfter, der kunne have ført til store landevejsresultater. At se denne ualmindeligt talentfulde og viljefaste landevejsrytter i banesportens tristeste disciplin er absurd. Mon Hans-Jørgen Nielsen i øvrigt ved, at for landevejsryttere kan banen aldrig blive andet end "noget ved siden af", i bedste fald en genvej til berømmelsen (fordi konkurrencen er så langt, langt mindre) - samt for de professionelle (vinterbanerne) en eksistensmulighed, hvis man ikke tilhører den elite, som tjener de store penge på landevejene? I de store cykellande nyder landevejssporten høj estime, mens banesporten bare er noget man kommer i tanke om ved særlige festilige lejligheder som VM. Der kan en landevejsrytter måske med en smule specialforberedelse hente sig en heldig titel. I Danmark er situationen helt anderledes. Vi har en smuk banetradition - samtidig med at politiet [?!] på alle mulige måder forsøger at stikke en kæp i landevejssportens hjul. Men det er provinsialisme at sætte sine forhåbninger til Freys ulyksalige bane-ambitioner. Hans-Jørgen Nielsen antyder koket med sin "saglige indvending". at han er på hat med cykelstoffet - men er pseudo-saglighed forsvarligt, når det drejer sig om at diskutere fremtiden for en person, der har så svært ved at "finde ud af det" som kæmpetalentet og problembarnet Mogens Frey?

JØRGEN LETH

(læserbrev i Information)

Om at råde Frey 2

I et læserbrev d. 26., gør Jørgen Leth ophævelser over en bestemt passus i min anmeldelse af hans "Sportsdigte", d 24. I et af bogens digte opfordrer Leth cykelrytteren Mogens Frey til at "vælge landevejen".
Heroverfor hævdede jeg, at Frey var bedst tjent med at koncentrere sig om forfølgelsesløb på bane. Og det står jeg fast ved. Også efter at have læst Leths helt uholdbare indvendinger.
Det er da også ganske afslørende, at han må underbygge disse indvendinger med et småperfidt og ganske usagligt forsøg på at mistænkeliggøre min saglighed. den slags er ikke nødvendigt, hvis man føler man har ret.
Når Mogens Frey netop står og skal vælge mellem landevej og og forfølgelsesløb, er der intet usagligt i at mene, at hans fortsat skal køre forfølgelsesløb.
At Freys kampmoral har svigtet de tre gange, har valgt at køre forfølgelsesløb, implicerer naturligvis ikke, at han er bedre på landevejen, således som Leth naivt antager. Årsagen til den svigtende kampmoral har bl.a. være Freys manglende vene til at træffe et helt entydigt valg.
Leth og jeg er enige om, at Frey må tage sig sammen og vælge entydigt. Men i modsætning til Leth tror jeg, han får mest ud af at vælge banen. Også fordi landevejsløb i endnu højere grad kræver kampmoral.
Leths øvrige argumentation med hensyn til landevejssportens præferencestilling i forhold til banesporten, hvor han i fulde alvor hævder, at den første er bedre end den anden, gider jeg ikke tage stilling til.
Denne opfattelse har muligvis gyldighed for landevejsfanatikere. Men i en større sportslig sammenhæng er det dilettantisk.
En sportsopfattelse, der kvalitativt tager stilling til de enkelte sportsgrene snarere end til sporten som idé, vil jeg som gammel sportsmand opfatte som en urimelighed.

HANS-JØRGEN NIELSEN

(læserbrev i Information, ingen af teksterne siden optrykt)