JØRGEN LETH SKRIVER IGEN TIL BLOGDAHL

Skrevet i TAM flight JJ 8095, en 8 timers flyrejse fra Miami til Sao Paulo. Men for lige at slutte og give closure til Mogens Frey historien, så endte han jo med at vælge det eneste rigtige: landevejen, naturligvis. Så stort og alsidigt et talent han var, faldt det nok naturligt at “gå over”, som det hed, fra amatør til professionel og søge lykken på de europæiske landeveje. Han fik hyre hos den flyvende greve, Jean de Gribaldy, som fløj alene i sit eget lille fly ud til nogle af nøgleetaperne. De Gribaldy var en af cykelsportens mest excentriske figurer, kendt for at gå sine egne veje og f.eks. satse på at bygge et hold op af individualister, i stedet for at følge den normale opskrift og lave en omhyggelig kombination af stjerner og vandbærere. Frey var lige en mand for ham. Og han kom i selskab med andre skarpe og “vanskelige” personligheder som ireren Sean Kelly, portugiseren Joaquin Agostinho, franskmanden Eric Caritoux. Det indebar så også – som det viste sig – at der manglede disciplin på holdet, grevens ryttere kunne finde på at køre mod hinanden. Det var nøjagtig det der skete den dag på Vogeser-etapen i 1970. Mogens Frey gik alene i udbrud, ovenikøbet på det skrappeste bjerg, Ballon d’Alsace, det forekom at være mildt sagt dristigt. Og der skete så det helt usandsynlige, at hans egen holdkammerat Agostinho stak af fra feltet og indledte en jagt på Frey. Det var imod spillets regler. Frey var rasende og tog demonstrativt ikke en føring, efter at Agostinho var kommet op til ham. Selvom Jean de Gribaldy hang ud af vinduet i sportsdirektørvognen og råbte og skreg at de skulle samarbejde. Han ville helst have at det så ud som om Frey havde kørt for Agostinho. Men Frey kørte spurten for at vinde. Det førte til dramaet hvor portugiseren lagde sin hånd på Freys styr og bremsede ham. Han blev deklasseret, og dermed var Frey etapevinder.
Jeg talte med grev de Gribaldy bagefter. Han var yderst fornøjet. To af hans ryttere havde taget hele billedet. Og den groteske situation i opløbet var i hans bog god underholdning.
Efter den etape var tonen mindre god på holdet. Agostinho, som mente at han var selvskrevet som kaptajn og som klassementsrytter, talte ikke mere til Frey. Frey gik ind i sig selv og kørte sig eget løb, som bl.a. gik ud på at vise sit talent i løbets enkeltstarter.
Men for mig er der ingen tvivl. Landevejen måtte være valget. Det er der de store eventyr ligger. I dag står to andre talentfulde danske cykelryttere fra banen overfor samme valg. Alex Rasmussen og Michael Mørkøv. De er verdensmestre i forskellige banediscipliner, nu er de i færd med at klatre op i landevejssporten. Det er et andet hierarki. Et verdensmesterskab på bane er godt, smukt. Men en etapesejr i et stort landevejsløb trumfer det. Sådan så det ud for Mogens Frey.
Hans-Jørgen Nielsen var bevidst naiv da han ville diskutere det.
Apropos emnet sandhed, saglighed og attitude, så er jeg er for 2.gang gæst på È Tudo Verdade/It’s All True, godt navn for en af de mest respekterede festivaler for dokumentarfilm, eller film der leger med hvordan virkeligheden skal fortælles. Et af debatemnerne er : Poetry Is Truth.

Jørgen Leth