Ikk', ak!?

Flere be- og afhjertede mennesker har gjort mig opmærksom på, at jeg uafbrudt siger 'ikk'', når jeg taler i fjernsynet, hvilket ikke er til at holde ud at høre på, når man først har fået øre for det (hvilket jeg selv forlængst har, fået øre for det evige 'ikk'', og (bl.a.) derfor ser jeg ikke længere mig selv i fjernsynet, hvis jeg kan undgå det (eller jeg nøjes med at SE mig selv, uden lyd)) - jeg tror ikke, jeg kan afskaffe selve det sproglige tic, men måske kan jeg omformulere det, ligesom da jeg i 14-års alderen besluttede mig for at sige det fine og dannede 'ikke sandt' i stedet for det vulgære, århusianske 'eggå' , det 'ikke sandt', der så med tiden er blevet slidt ned til det platte 'ikk''. Jeg foreslår, at jeg ændrer 'ikk'' til 'ak'! Således at jeg dér i fjernsynet i stedet ville have sagt sådan noget som: Der er den forskel på Leonora og jeg, ak, at jeg mere fokuserer sproget, ak, mens hun har opmærksomheden, ak, rettet mod plot og tema, ak. - Det er da meget bedre - og præcisere, ikke sandt, jeg mener eggå!?