En felinofobisk kritiker

dvs. en kattefjendtlig kritiker

må naturligvis forholde sig mere end almindeligt skeptisk til det faktum, at den afdøde person (ud af ikke få), der sørges mest gennemgribende over i Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl, er en kat, ved navn Kis:

For 16 år siden fik jeg en papkasse
med en ravfarvet kat
der nu igen ligger i en papkasse
som jeg cykler med gennem byen
mod en have i Brønshøj

Digtet har store problemer med tanken om, at katte ikke kommer i himlen, når de dør (jf. digtets fortsættelse: "hvor jeg skal begrave dette dyr/ som jeg ifølge dogmatikken/ aldrig skal gense/ fordi det ikke besad en sjæl./ Men hvad var det så jeg læste/ i hendes grønne øjne (...)"), men hvad nu, hvis de, som jeg tror, automatisk ryger lige lukt i Helvede?

En felinofobisk kritiker

må naturligvis være mere end almindeligt glad for det afsnit tidligt i Lone Hørslevs Sorg og camping, hvor katte(u)personen Mickey overfalder menneskepersonen Marianne, der i forvejen ikke er fan, og får korporlig svar på tiltale, eftersom det både bekræfter hans fordomme om kattes grumhed og - i NB fiktiv form - giver et eksemplar af arten dens velfortjente straf; det er også bare sådan et skønt stykke hvirvlende hørslevsk prosa:

Under alle omstændigheder havde katten angrebet Marianne da hun stod og stegte æg, som hun var en mus, den ville æde. Jamen, det gjorde den! Fuldstændig uden varsel, uden videre, og Jørgen grinede bare da hun fortalte ham om det, før søren, Jørgen, sagde hun, det er overhovedet ikke sjovt, at du ved det! Komisk, sagde Jørgen, ikke sjovt. Hun var i gang med at alve mad da den lige pludselig var sprunget op og PÅ hende og havde plantet sine kløer i hendes ben. Hun var blevet så forskrækket at hun hoppede lige ind i køleskabsdøren.
Jørgen grinede da hun genfortalte det, men katten sad fast, i hendes cowboybukseben og i hendes hud, og det var utroligt at han kunne grine ad det, men det gjorde han altså, og selvom der under stor tumult faldt både en juice og en mælk ud af køleskabet, hang katten simpelthen fast. Den var nok bare sulten, sagde Jørgen og grinede igen, og selvfølgelig var det chokket der havde fået hende til at gøre det hun gjorde, hun sparkede til katten HÅRDT. Først rev hun den løs, og uden at tænke var hun kommet til at sparke til katten, så hårdt at den fløj tværs gennem køkkenet og ramte hovedet ind i ovnen med et dunk. Det var som at sparke til en halvpunkteret lodden fodbold. Det var forfærdeligt at tænke på - hun vil ikke være sådan en der slår. Eller spraker og hverken til dyr eller børn [nu ikke al den dårlige samvittighed LB] og den del af historien havde hun heller ikke fortalt hverken Jørgen eller pigerne, nej, hun havde sprunget den del af fortællingen over. Det var ikke med vilje. Hvad gjorde du så, spurgte Jørgen, og Marianne sagde at den havde sluppet af sig selv lidt efter. Så tørrede hun mælken op. Måske betyder det heller ikke så meget, tænker Marianne, for lynhurtigt var den kommet op på benene igen, og så var den strøget forbi hende idet den stak hende sit sædvanlige uuudgrundelige blik. Stille og roligt ud af køkkenet.

Det er ikke altid, at den felinofobiske kritiker bliver sorteper!