Nobody does Naja like Naja

Efter Lone Hørslev og jeg havde oplæst, hvad vi kunne skrabe sammen af BY-digte i vores nye og gamle digtsamlinger, til kåring af BY-digt-konkurrencevindere i Poesiens Hus, og i hvert fald Lone var alt, alt for god til den skramlede og skrumlede event, styrtede jeg videre til Jazzhouse og hørte de sidste 7 gyldne ord af Palle Sigsgaards oplæsning (og desværre intet af Mette Moestrups oplæsning (en jazzificeret Min kittel er for kort!!??)) og HELE Naja Marie Aidts oplæsning, af digte fra Alting blinker, til virtuos fri-jazz-ledsagelse; jeg stod ved baren i vinterfrakke og med fadøl i hånd og gennemrisledes betydeligt - sikke dog en skøn venue og et skønt publikum og nogle skønne musikere, men først og fremmest en skøn digter skønt oplæsende, mildt autoritativt, cool henført: Naja i nærværende særdeleshed fik mig til at tænke på, at dansk digtoplæsning i distant almindelighed er nået så kolossalt langt, i prosodisk selvsikkerhed og egensind, siden de messende 80'erne og de hakkende 90'ere: Proptrækningslæsning lige i øjet!