Ænder er opladere

Jeg kom til at skrive følgende til en digterspire, der havde sendt digte ind til Hvedekorn:

skriv et lille epigram eller tre om ænderne i søen i stedet for, som Laugesen gør når han er træt af sit ævl og sin ævlen

hvilket digterspiren i sit gensvar fandt "nedladende", men det forstår jeg slet ikke, ænder er da noget af det fineste, helt konkrete stof, man kan skrive om, og hvis Laugesen og Eske Mathiesen og motherfucking HCA kan skrive om ænder, så kan digterspiren vel også, det er lige før, at jeg mener, det bør være en obligatorisk opgave på Forfatterskoler i Norden at skrive mindst 1 digt om ænder, og så må jeg hellere finde et farveægte Laugesen-digt om ænder ---- øjeblik ---- "andegrøn busk" står der på side 47 i De sagde hans hund, men det er ikke helt nok, viderebladren ---- dér, side 25 i Fotorama:

Jeg nåede ned til søen og hjem
med Chenga, før regnen begyndte at
falde, og den er faldet lige siden.
Det var umuligt at gå på den
sædvanlige vej, fordi regnen og
den kraftige blæst det sidste
par dage har presset vandet ind over
stien. Ænderne svømmer på den.

Og det var jeg mente i brevet til digterspiren: Ænderne svømmer på stien, ænderne SKAL svømme på stien, ænderne skal KUNNE svømme på stien.

Rap!