Monstrøst er verdens største superlativ!

Hvis jeg nu ikke rent faktisk havde været inde og se premieren på Jokum Rohdes Manson på det Kgl Teater er jeg sikker på, at de dårlige anmeldelser af forestillingen i søndagssaviserne ville have givet mig endnu mere lyst til at købe billet end den ikke ubetydelige lyst jeg ville have haft i forvejen som fan af Rohdes stolt og ambitiøst skramlede oeuvre. Henrik Lyding i Jyllands-Posten (2 stjerner): "Monstrøst Jokum Rohde-drama om massemorderen Charles Manson./ Splatter, amerikansk massemorder med hjernevasket kultmenighed, kaskader af teaterblod og manende bibelcitater, tilsat tegneserie-kulisser, heroisk replikføring, udbombet filmmiljø, russisk nutid, Kaj Munk-opkog og noir-gys. Blandingen kunne måske virke tillokkende for en dramatiker, men lad endelig være! Ikke blot tager den livet af ethvert drama; den fremprovokerer også langvarig og højeksplosiv ord-diare hos forfatteren, så scenen til sidst synes pladret til af prætentiøst og overspændt tomgangsteater." Per Theil i Politiken (også 2 stjerner): "Og som sagt: Rohde er en mester i referencer. Men han er lige så psykedelisk som dybt patetisk i sit sprog, og hvor Metropolis og filmkulisser og tiden – skruet frem og tilbage – står indgraveret i et drama, der vrider og snor sig på kaotisk vis. Med eller uden tonerne af ’Helter Skelter’ og en scenografi, der i samme ånd dyrker hulter til bulter-metoden." Nemlig, nemlig, nemlig, heldigvis og heldigvis og heldigvis er det akkurat hulter til bulter kaotisk snurret/snurrigt psykedelisk patetisk og udbombet pladrende prætentiøst overspændt, lige præcist er det MONSTRØST, hvilket sørgeligt få danske kunstværker, på papir (og Jokum har lovet mig, at der som sædvanlig kommer en (for alle andre end mig) usynlig bogudgave på forlaget Drama) eller scene (eller lærred eller cd eller ...) overhovedet forsøger på at være. Så gud ske tak og lov for monstret MANSON!