Faldereb i falmen - Anmeldelse In Progress III

Jeg bliver nødt til lige at ævle lidt i en blogpost, inden jeg gå i gang med selve anmeldelsen af Søren Ulrik Thomsens nye digtsamling Rystet spejl, som jeg har lovet at aflevere inden klokken 15:00, ikke fordi jeg ryster på hånden, men fordi anmeldelsen, i lyset af både SUT's store poesipause(r) og den idiotiske diskussion om mine anmeldelser (hvor SUT automatisk nævnes som en af mine yndlingsaversioner, hvilket jeg ikke sikker på, at han (længere, pga. netop poesipauserne) kan siges at være), er blevet mere afgørende som anmeldelse, i min kritiske scrapbog, end digtsamlingen (som jeg netop har gennemlæst igen den grundige gang) i mine øjne er som digtsamling, i sig selv og (bortset fra poesipauserne) i Thomsens poetiske oeuvre, men så vidt jeg forstår Maria Tetzlaff i hendes ustadigt patroniserende artikel om mig som Ugens Profil i Politiken i går, kan kun en positiv anmeldelse tages alvorligt, fordi SUT helt indiskutabelt er en stor stor digter: "Af princip og i egen selvforståelse er Bukdahl parat til at lade sig overraske og læse hver ny bog med friske øjne. "Det kunne jo godt være at Søren Ulrik Thomsen kunne skrive en god digtsamling engang" [ikke umuligt at der gemmer sig en selvironisk fortegning af mit aversionsystem her, ikke helt umuligt ...] Ja, mon ikke; men medmindre han griber chancen med Thomsens nye 1. marts er det løb kørt for Bukdahl; her har han malet sig op i et hjørne. det er synd, men det er prisen for at være attituderadikalist (...)" Det, der er synd, er, at man slet ikke har at lov at mene, at der snildt er en 20-30 nulevende danske digtere, fra Jess Ørnsbo over Marianne Larsen og Pia Juul til Ursula Andkjær Olsen, der er betydeligere end SUT. Helt komisk blev det til lyrik-seminar på KUA sidste år, hvor Stidsen, Svendsen m.fl. blev helt blå i hovederne over min påstand om, at SUT objektivt set ikke betyder noget som helst for de yngste digtere - det kan de jo sagtens mene, at han burde gøre, men de kan jo ikke lave om på, at det rent faktisk ikke er tilfældet. Og her er mit problem med anmeldelsen, som jeg for fanden meget SNART kan blive nødt til at påbegynde: Hvordan får jeg - uden at det fremstår som litteraturpolitisk hetz eller kampagne, hvilket det helt ærligt ikke er - formuleret, at vi her har at gøre med et på mange måder sympatisk, men ikke vildt betydeligt og ambitiøst værk i et ikke vildt betydeligt, men på mange måder sympatisk og ambitiøst forfatterskab???????????? I DON'T KNOW, BUT HERE GOES!