[denne blogpost får indhold senere i dag, stay tuned]
(det blev så først nu mandag morgen, undskyld til jer, der tunede hele dagen og hele natten ...)
Hvor er det - med mange r'er - irrrrrrrrrriterrrrrrrrrrrende og frrrrrrrrrrrustrrrrrrrrrrrrrrerrrrrrrrrrende morgenligt at forholde sig til en sprogligt normaliserende, homogeniserende, GABificerende tilretning af en skide filmanmeldelse til Ekko lige inden man skal på cyklen og lede (hvilket der smukt nok ikke var brug for, at lede lederagtigt, anarkismen rådede trygt) bogunderliggørelseskursus på Christianshavn - her er fx anmeldelsens første afsnit i min originale udgave og i Ekkos GABificerede udgave (aldrig, aldrig indskyde en bonussætning i en indledningssætning, det kan folk virkelig, virkelig ikke kapere)):
Mens jeg mildt, men effektivt lod mig divertere af Stephen Frears’ – hvordan oversætter man pastoral comedy til dansk? – hyrdekomedie (?) Tamara Drewe om kærlighedsmæssige forviklinger på og omkring et idyllisk forfatter-refugium i Dorset, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor dog en dansk reality-versionering burde foregå, og ikke mindst hvilke forfattere, der skulle castes i hovedrollerne. Lokationen måtte blive enten klostret San Cataldo ved Amalfi i Italien eller Chr X’s gamle sommerhus Klitgården i Gl. Skagen – og for eksempel følgende kunne meldes ind i truppen: Pia Tafdrup, Lars Skinnebach (smal hardcore-digter, if you don’t know), Kirsten Hammann, Klaus Rifbjerg, Josefine Klougart, Jussi Adler-Olsen; og selvom de til overflod er med i Klovn The Movie, vil Ib Michael og Jørgen Leth blive svære at undvære.
Mens jeg mildt, men effektivt lod mig divertere af Stephen Frears’ Tamara Drewe om kærlighedsmæssige forviklinger på og omkring et idyllisk forfatter-refugium i engelske Dorset, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor en dansk reality-versionering burde foregå. Og ikke mindst, hvilke forfattere der skulle castes til hovedrollerne i denne pastoral comedy – hyrdekomedie, for nu at bruge et dansk ord. Lokaliteten måtte blive enten klostret San Cataldo ved Amalfi i Italien eller Christian X’s gamle sommerhus Klitgården i Gl. Skagen – og følgende forfattere kunne meldes ind i truppen: Pia Tafdrup, Lars Skinnebach (smal hardcore-digter, hvis du skulle være i tvivl), Kirsten Hammann, Klaus Rifbjerg, Josefine Klougart og Jussi Adler-Olsen. Og selvom de til overflod er med i Klovn The Movie, vil Ib Michael og Jørgen Leth blive svære at undvære.
Hvornår kan jeg tune ud???
SvarSletJeg forstår din frustration. Og bare for at gnide salt i såret: Klitgården ligger vel strengt taget ikke i Gl. Skagen - bare gode gamle almindelige Skagen - eller hva?
SvarSletMvh Lars F
hva'!
SvarSlet- - - at Klitgården ligger på østkysten - Gl. Skagen på vestkysten. Klitgården (og Skagen) har udsigt til Kattegat og Sverige. Gl. Skagen udsigt til Skagerrak og Norge - - bilder jeg mig ind.
SvarSlet- - LF
Jeg godtager din indbildskhed, Lars, selvom den kommer en postgang for sent (i forhold til deadline).
SvarSlet