Eks-redaktør Peter Adolphsen har en rigtig fin og sjov liste-tekst i det nye jubilæumsnummer, nr. 86, af Den Blå Port, "Af Jeg kan ikke huske", hvor han vender Joe Brainards liste-tekst og skriveøvelse-maskine I remember på hovedet, men jeg kan altså ikke acceptere, at han i en af ikke-huskningerne placerer sig selv i MIN barndoms gade, Korshøjen i Vejlby-Risskov ved Århus, hvor jeg, i nr. 53, blev født og boede de første 20 år af mit liv:
Jeg kan ikke huske om mit første minde er noget jeg bilder ind, noget jeg har fået fortalt eller noget jeg faktisk husker. Men billedet er dette: Jeg står i haven på Korshøjen 7, solen skinner, de hvide mursten, birketræet. Jeg står ved siden af en instruktørstol i hvidt lærred og falmetsort træ. Min mor sidder i stolen og hun rækker ud over armlænet for at samle mig op.
Jeg har førsteret og eksklusive rettigheder til Korshøjen, som jeg har nævnt og besunget ved navns nævnelse i den første dusin poetiske, prosaiske og essayistiske tekster (bl.a. erindringsessayet "Lektorghettobarn" i antologien Barndomsbyer), fordi mine 2o år + fødestedthed slår Adolphsens i sammenligning kun glimtvise tilstedværelse. Som Clint Eastwood siger i Gran Torino: GET - OFF - MY - frimærkestore - LAWN!
Det er lidt trættende med danske forfatteres remake af fx. amerikansk poesi. Er det ikke? Vilværestaten.
SvarSletFor mig virker det som en undskyldning fordi man er bange for at tage sig selv alvorligt (eller rettere: ikke kan/vil tage sig selv alvorligt som talende og menende - det paradoksale er at man insistere på at tale og mene alligevel: Åij!). For at være konkret: Martin Glaz Serup med Marken. Martin Larsen med Hvis jeg var kunstner (der dog rummer så mange gode tanker, at han er undskyldt, hvis han skal have sådan en form for at vise sine tanker: så o k), Palle Sigsgaard med Glitrende støv danser (der jo også er ork Kå, men som alligevel i første halvdels greb og henvisninger på en eller anden måde lægger sig så tæt på, åh så tæt på osv. osv. (Er det en unødvendig pegen? Jeg holder af de nævnte bøger - det er ikke dét - det er bare en spørgen til, hvad der sker når man henter sin form et andet sted fra: er det bare en strukturering af noget stof? er det en visen sig frem (som HCA i sin fodrejse, der klynger linje på linje og citerer og viser sin viden om værk på værk frem og er mere end koket)? Man kunne også spørge om, hvor aktiv ens brug af sin reference er? Hvad betyder det at omslaget til Theis Ørntofts Yeahsuiten ligner pladecoveret til M83s Saturday=Youth? Eller Rasmus Nicolajsens remix/make af HCAs Athenrejsebog? (det var frygteligt mange mænd:åh!). Og hvad er alternativet?
:::::::::::::::::::FM
Kære Lars,
SvarSletMine 3 første leveår foregik på Korshøjen, i nummer 7, lektor-yngel som jo også jeg er. Men lad os, i stedet for at bekrige hverandre, arbejde sammen om at gøre Korshøjen til THE litterære topos i DK.
Venligst fra Peter A.