It's too late to be hateful

- eller Man skal ikke kaste med flintesten, når man selv bærer hinkesten -

Sgu mærkeligt

efter et år, hvor Erik Skyum-Nielsen signerede sine mest litteraturpolitisk polemiske, anti -eksperimentelle-hybride anmeldelser - af Boberg, Frank, Larsen (Martin), Strandby Nielsen, Serup bl.a., i lange tider,

og dagen efter Kritikerlavets bestyrelse, inkl. Skyum og mig selv, gennem konstruktiv diskussion og 2 afstemninger nåede frem til 3, var vi da vist enige om?, fremragende kandidater til Kritikerprisen (navnene afsløres snarligst),

at læse hans artikel i det nye 25 års-jubilæumsnummer, 86, af Den Blå Port, "Enhver gør holdt i sit eget rum" (ja, ja, et Søren Ulrik Thomsen-citat), der efter at have at have opregnet hans og SUT's fælles fortjenester og erkendelser som Port-stiftere anklager Niels Frank, Mikkel Bruun Zangenberg og mig LB for "avantgardistisk bagstræb". Niels Franks forbrydelse er, at han til et debatarrangement for 12 år siden var kritisk overfor et digt af SUT, og apropos mig anføres

(...) den hadefulde [jeg hader ikke, reelt og principielt, hverken digtere eller kritikere, og jeg blev glad, da SUT omsider ville hilse på mig, efter 12 års tavs, hadefuld skulen, dav, dav] hetz, som Lars Bukdahl i årevis bedrev mod to feterede firserlyrikere som Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen - dels ved at nedrakke dem både tidligt og silde, dels ved at beskylde snart den ene og snart den anden blandt de yngre digtere [her ved jeg reelt ikke, hvem eller hvad Skyum tænker på!? måske fordi de pågældende digtere har vist sig for forglemmelige!?] for at følge epigonagtigt i de to nævntes lyriske fodspor [men jeg kan godt, til Poul Behrendt-arkivet, huske, at Skyum og SUT kaldte mig Højholt-epigon, første gang jeg sendte tekst ind til Porten (senere trykte de en mini-poetik)]. Den slags avantgardistisk bagstræb har i årene op til og efter 2000 været værdsat i vide kredse [godt at høre, for jeg har aldrig kunnet få øje på multituderne selv!],

Ellers er artiklens store martyr gudhjælpeme Jens Christian Grøndahl, som Skyum på sin sædvanlige hverandengangs-maner har givet nogle spektakulært dårlige anmeldelser, men artiklen blev åbenbart skrevet på en af de gode dage, for her er Grøndahl et fornemt og forbilledligt eksempel på en forfatter, der træder ud af en avantgardistisk position [hvor vi (bevisligt) var nogle, der heller ikke kunne udstå ham] og ind i "sit eget rum", hvor han " gennem de seneste, skal vi sige 10-15 år, ikke har kunnet udgive en ny roman uden med dødsens kedsommelig forudsigelighed at modtage bebrejdelser for dens letflydende sprog og smagsmæssige strømlinethed". Faktum er, at Grøndahl gennem alle årene har modtaget langt flere gode anmeldelser end dårlige, det kan godt være procenten er for nedadgående, men den er stadig klart i Grøndahls favør; ligesom den litterære konsensus som sådan, i det omfang den lader sig måle, men jf. fx undervisningsministeriets tvangskanon og Brian Mikkelsens selskabskanon, stadig er pænt (og grimt) konservativ. Som bevismateriale citeres in extenso en Politiken-anmeldelse af Grøndahls seneste roman Det gør du ikke (som jeg gik i gang med at læse i morges, og det er ikke noget jeg gider hade, men hold kæft, hvor er det kunstnerisk kedeligt) ved Mikkel Bruun Zangenberg, der også irriterer MIG ved sin koketteren med Grøndahl-aversioner, der kan ligne fx mine (og Skyums den hveranden gang), men som ikke kvalificeres, og ved sin halvhjertede og igen kokette hævdelse af en hyper-avantgardistisk overskridelse af avantgarden via Grøndahls happy end og borgerlige protagonister. Det er et dårlig eksempel, fordi det, som Skyum selv påpeger, er fuldstændig uforpligtet af et kritisk standpunkt og en kritisk læsning og et kritisk engagement.

Nå, jeg ville godt skrive noget mere, om fx Skyums eget ublide opgør med 70'er-digtningen, og det gør jeg måske i morgen, men lige nu skal jeg af sted til Testrup Højskole og Tag og Læs, hvor jeg har overtaget Skyums job som årsrevydirektør, æh bæh buh! Avantgarden får en skrue!