Inge er ingen ingen, hun er en lise (men Birgithe kan også hitte (og Louis er en iskold lurendrejer))

Efter at have stridt mig gennem oppumpet insisterende semi-mursten af Peter Høeg (kæk-spirituel), Suzanne Brøgger (krukket-jeronimusagtig) og Leonora Christina Skov (gotisk-queer) var det i juleferien stærkt forløsende at nå frem til Inge Pedersens erindringsroman nr. 2 (jeg WA-anmeldte selv nr. 1, Halsen af en svane, mildt eksalteret), Til Amerika, der fremruller tæt prosa-poetiske, med omhu selvstændiggjorte kapitler af en ungdom i 40'erne og 50'erne, men jeg skal jo desværre og heldigvis ikke anmelde her og kan derfor nøjes med at citere et eksemplarisk citat:

På varme sommerdage bragede solen ind gennem ruderne i den inderste stue i vores hus, så den brune lugt af fernis stod op fra gulvbrædderne og ville ind i næsen. Men lige meget hvor varmt det blev om sommeren, klistrede bøgerne sig altid fast i reolen, som min far havde bygget ind i væggen under vinduerne. Når jeg ville tage en bog ud, gav den først slip efter at have udstødt et højt, fugtigt zi-i-irp. Højere end når jeg hev et plaster af et sår, og somme tider blev noget af bogbindet siddende fast inde på hylden. Og senere på året, når det blev vinter, var det endnu værre, fordi vi ikke havde tørv nok til at fyre hele huset op, men kun brugte sparehexen som stod på gasbordet i køkkenet, du bliver jo forkølet, råbte min mor hver gang hun så mig gå ind i den inderste stue. Hvis du absolut skal sidde og læse i den kulde, har du værsgo' at ta' din tykke trøje og et par skisokker på!

Og så overraskede Birgithe Kosovics roman Det dobbelte land positivt: mut melodramatisk realisme med genuin tyngde og fremdrift (sammenlign bare med Janne Tellers hyst poetiserede Kattens Tramp, også om eks-Jugoslavien), sgu faktisk i orden!

I skal selvfølgelig stemme på mine egne kandidater, Rasmus Nikolajsen eller Susanne Staun, som vinder af Weekendavisens Litteraturpris, men jeg vil ikke blive direkte sur, hvis I stemmer på Inge Pedersen eller Birgithe Kosovic, kun indirekte sur.

Modvilligt går jeg også ind for Louis Jensens hårdt hektiske moralitet (sammenlignelig med ovevnævnte Tellers lille, sorte perle Intet (hvad søren er der egentlig sket med hende?)) 2 kroner og 25 øre, men den ender simpelthen for grusomt, så er I advaret!

Videre med Hildegard (I, endnu ikke II), der vel ikke er dårlig, men bare vel lang.