Prispragmatik

Åh nej, nu er Nordisk Råds Litteraturpris blevet journalistik! Berlingske har en bekymret leder og Information en frisk nyhedsartikel , der oven i købet citerer bloggen her. Og det frustrerende i Berlingske-delen (der inkluderer et læserbrev fra komité-suppleant Sven Holm, der interviewes i Information-artiklen) af presseblitzen er, at begge kandidater, dvs. ikke bare Josefine Klougarts Stigninger og fald, men også Harald Voetmanns Vågen, vejes og findes for lette, og Vågen er for satan et helt rigtigt valg! Hvilket lige præcis demonstrerer det ukloge i valget af en talentfuld debutroman som Stigninger og fald, der gør Vågen (som de færreste har læst) guilty by association. Den kloge, pragmatiske måde at vælge Nordisk Råd-kandidater er at parre et yngre gennembrud som Vågen med et hovedværk eller en (gerne sædvanlig) toppræstation af en halv- eller helgammel, fra Hesselholdt og Pryds Helle til Smærup og Laugesen. At skrive bag øret!

Og apropos prispragmatik, så kan jeg se, at min absolutte top10 i blogposten nedenfor kunne misforstås derhenad, at hvis kandidaterne til de to priser, foruden min egen Bet (der har nogle ekstremt hårde, formelle kriterier), jeg har indflydelse på, i sidste uge Weekendavisens Litteraturpris og til januar Kritikerprisen, ikke optræder på min top5, så er jeg gået uhjælpeligt på kompromis og kan kun i begrænset-relativt omfang bakke op omkring fx de to kandidater, Susanne Stauns Døderummet (der er blandt boblerne) og Rasmus Nikolajsens Socialdemokratisk digt (der er nr. 7 på top10'en), som jeg i fredags anbefalede til WA's pris (fordi jeg havde anmeldt dem). Sådan forholder det sig ikke! Alle bøger på top10'en og blandt boblerne (plus et par håndfulde flere, først og fremmest ultra-smalle bejlere til Bet'en) er prisværdige, og grundlæggende kan der på det niveau ikke prioriteres mellem rundetårne og tordenskrald, men det gør man jo så bare alligevel, i forhold til alle mulige parametre, herunder forfatterskabsmæssige (er bogen mellembog, hovedværk, gennembrud) og kanoniske (hvem er som sådan vigtigst, vildest, vittigst). Jeg vil med god samvittighed kunne anbefale alle bøger nævnt i blogposten til hvilken som helst litteraturpris (undtagen Bet'en (og Nordisk Råd ...)). Men jeg synes, det er sjovt og smart, at det ikke er de samme bøger, der kandiderer til alle priser. Og så er priser bare heller ikke ens. WA's Litteraturpris er en broget pris, der går efter at nominere så forskellige bøger som muligt, såvel fag- som skønlitterære, og (meget) langt fra alle deltagere i nomineringsmødet (som jeg ikke kunne komme til i år) har læst de bøger, der er blevet foreslået til nominering - derfor er det langt sværere at få romaner (især dem jeg godt kan lide), som flere byder ind på, igennem end digtsamlinger, som færre (dog flere og flere) byder ind på, og er bare 2 glade for 1 og den samme bog, har den urimeligt gode chancer. Så går det straks striksere til med Kritikerprisen, hvor Kritikerlavets bestyrelse (efter input fra medlemmerne) bliver enige om en short list på en 15-20 bøger, som alle læser og som ved et møde i januar gennem diskussion og afstemninger skæres ned til de tre titler, som medlemmerne stemmer om (hvis de ikke, som de har ret til, stemmer på en 4. kandidat). På trods af de stærkt forskellige kritiske hoveder, der sidder i bestyrelsen, Martin Glaz, Kamilla Löfström, Erik Skyum, Mai Misfeldt, Signe Lindskov, Bo Tao, mig selv, er vi enige om den overordnede, kritiske fremragendehed eller mangel på samme i to tredjedele af short listens titler; det vil, viser erfaringen, være uhørt, hvis ikke alle tre bøger er nævnt i min blogpost, og pænt usandsynligt, hvis ikke 1 af dem er på min top10.

Bare lige lidt klargørende ævl.