Her i Mou abonnerer min ukristelige svigerfar på Kristeligt Dagblad, gudhjælpeme, og i går anmeldte Anders Juhl Rasmussen Thøger Jensens roman&kortprosasamling Frøken Dissings blafrende sommerskørt upænt patroniserende (og upræcist: der er ingen tvingende sammenhæng, ud over nogle få, tynde (primært navne)strenge, mellem romankapitlerne og kortprosastykkerne, snarere er der, ved siden af de få, tynde strenge, en tvingende Usammenhæng):
Når Thøger Jensens beskedne roman trods gode momenter ikke giver nogen uforglemmelig oplevelse, skyldes det en manglende refleksionsdybde. Målt med det bedste indenfor genren [hvad for en genre? romanen som sådan, kortromanen, den poetiske-fragmentariske kortroman, roman&kortprosasamlingen (som der ikke findes ret mange andre eksempler på end Thøgers bog)?] er nærværende bogs eksistentielle refleksioner på det jævne. Men fin og charmerende er bogen nu alligevel.
Hvorfor er refleksionsdybde en forudsætning for uforglemmelighed? Jeg vil ikke sige (jo, jeg vil gerne, men gør det ikke, fordi det ikke er helt sandt), at refleksionsdybde direkte er en forhindring for uforglemmelighed, men det er i hvert fald ikke få tekster, jeg husker på grund af deres fremragende sansede overfladiskhed, herunder flere af Thøger Jensen, som for fanden aldrig har haft refleksionsdybde som ambition, men langt snarere fx bare og til overflod den "poetiske konkretion", som Juhl Rasmussen selv fremhæver og dokumenterer: "Da Margrethe ville ud og plukke nogle vintergækker, kørte hun fast med rollatoren. Det lykkedes hende alligevel at få fat i en håndfuld vintergækker. Og to erantis. Rollatoren måtte hun efterlade ude i regnen." Hvad skal dog nogen refleksionsdybde uforglemmeligt tilføje denne fine passage, der er alt nok i og som sig selv, som ren, suverænt synlig gevinst nemlig. ... en håndfuld vintergækker. Punktum. Og to erantis.
så enig så enig at det er
SvarSlet