Der er Peter og der er Peter, henkastethed og kastethenhed

Trælst som Thomas Bredsdorff i sin patroniserende, lidt henkastede Politiken-anmeldelse af Peter Laugesens nye digtsamling De sagde hans hund havde lopper får det til at lyde som om, han i stedet skriver om Peter Poulsen (hvis man vel at mærke ikke læser citaterne):

Et særligt tonefald, hverdagsagtigt, henkastet, for guds skyld ingen patos, men gerne et par flotte billedsammenstød - så har man det typiske Peter Laugesen-digt [NOT! LB]. Der er mange af slagsen i den nye, lidt henkastede bog./ Somme tider meget henkastet. "Døde billeder/ står som en kegle af støv/ ud af skærmens mund". Længere er den ikke. En tv-anmeldelse? Eller et billedudfald./ Så er der mere energi i andet, næsten lige så kort digt, hvor en lygtepæl står "sort & våd/ op af græsset/ - en søslange/ af jern". Her er der spænding mellem det ranke i observationen og det snoede i billedet, lygtepælen som søslange"./ bedre er Laugesen, når han trækker billederne lidt længere ud. (...) der er et særligt spor til jazzen (...) alt det bedst man, den mand kan, ikke kun små etuder[what? LB] fra værkstedet."

Sikke bla! Jeg synes, det er en utrolig klar og skarp og forfinet bog, i og med sin lynende kastethenhed, lad os opfinde det ord, for at skelne mesterlige Laugesens metode fra middelmådige Poulsens, som det kun i en kriminelt forstokket modernistisk-centrallyrisk optik, der ikke kan få sine billeder spændingsfyldte og udtrukne nok, er mulig at mudre sammen. Men fuck it, for som digteren plat synger:

O vid
at trist
ej den
kan være

som
gevind
har på
sin pære