fredag den 19. november 2010
Jeg er dagens tegning i dag
Som ubændig karikaturfan og 70'er-barn udklippede jeg troligt Dagens Tegning i Politiken, når den altså var tegnet af Bo Bojesen, mit store idol, som jeg fik en signeret originaltegning af (præst med svævende paraply, "1/3 1978/ til Lars Bukdahl med venlig hilsen fra Bo Bojesen", den står foran mig her i vindueskarmen), da jeg sendte ham et fanbrev spøgelsesskrevet af min far - bare for lige at forklare, hvorfor jeg er EKSTRA glad denne morgen, da jeg omsider og for første gang selv figurerer på en Dagens Tegning, af Politikens nye bedste tegner (ved siden af Nikoline Werdelin (der lige nu fortjent er tildelt Holberg-medaljen) og Wulffmorgenthaler, men de er tegneserietegnere og tæller ikke i denne sammenhæng) Philip Ytournel, uden navns nævnelse, men desto mere ærefuldt jo, for der er ingen tvivl om, at det er mig, der mellem andre eksempler (bl.a. Pia Kjærsgaard - mig på en karikaturtegning sammen med Pia K!) på "Vild med Dans utilsigtede bivirkninger" danser med Shiva-ben, mens jeg læser "Rifbjergs nye digte" og i en taleboble udtaler: "Det er nogle gode digte - men der mangler dans". Det ligner fantastisk! Desværre!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar